Momentums lanceringskronik

Vi løser ikke klimakrisen uden at prioritere den, basere beslutninger på videnskaben og fordele begrænsede ressourcer ligeligt. I dag lancerer vi klimapartiet Momentum, og her er vores bud på de principper, som bør være fundamentet i den store omstilling.

Klima først, CO2-budget og rationering. Så kort kan grundideerne i Danmarks nye klimaparti, Momentum, opsummeres.

Mit navn er Theresa Scavenius, og jeg er lektor i klimapolitik på Aalborg Universitet. Som forsker har jeg forklaret klimakrisen ud fra, at mange demokratier i verden er ved at falde fra hinanden.

Som borger i et af verdens mest velfungerende demokratiske samfund ser jeg det som min pligt at tage konsekvensen af min analyse og forsøge at bidrage til at styrke vores demokratiske institutioner, således at vi kan få en effektiv politisk løsning på klimakrisen.

Jeg er talsperson for dette nye politiske parti, som vi har valgt at kalde Momentum, fordi det netop er det, vi gerne vil udvikle og opbygge.

I snart et år har jeg sammen med 10-15 andre borgere diskuteret klimakrisen indgående, og hvad vi som borgere kan gøre. Resultatet er et nyt parti baseret på tre principper, som vi mener bør være grundlaget for omstillingen fra en sort til en grøn økonomi.

Ideerne, vi står på, er simple, men kraftfulde. Lad mig uddybe, hvorfor vi mener, at den rette politiske oversættelse af klimavidenskaben er klima først, CO2-budget og rationering. Bagefter vil jeg uddybe, hvorfor (endnu) et nyt parti er en afgørende nødvendighed.

Vores politiske fokus kan helt kort opsummeres med ’klima først’, fordi vi mener, at klimakrisen er en krise, som skal håndteres før alt andet. Helt kort kan man sige, at vi kan lave anden politik, når vi har lavet klimapolitik, men vi kan ikke lave klimapolitik, efter at vi har lavet anden politik.

I den nuværende klimalov bliver klima prioriteret på en 7.-8. plads efter vækst, beskæftigelse, eksport osv. Vi mener, at klima skal helt op på en førsteprioritet. Det betyder grundlæggende, at vi prioriterer klimaet over kortsigtet økonomisk gevinst.

På mange måder er coronahåndteringen en god skabelon. Vi handlede resolut og lukkede store dele af samfundet ned, fordi det var sundhedsmæssigt nødvendigt. Først derefter lavede vi hjælpepakker til de berørte virksomheder og medarbejdere. Vi startede ikke med at spørge hoteller og flyselskaber om lov, før vi handlede.

På samme måde skal vi kigge nøgternt på klimakrisen uden at spørge flyselskaberne eller landbruget først. Vi skal tage udgangspunkt i det, som er nødvendigt, og ikke give indflydelse til de mest sorte industrier, som selvfølgelig har en interesse i at udskyde omstillingen.

Den afgørende forskel i forhold til corona er dog, at klimakrisen bevæger sig meget langsommere. Hvad der under corona tog uger, tager med klimaet år. Vi har derfor endnu tid til at håndtere klimakrisen fornuftigt, men det kræver, at vi begynder øjeblikkeligt.

Klimaforandringer handler grundlæggende om koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren. I FN’s Klimapanels seneste rapport, ’SR15’ fra 2018, beskrives det, at hvis vi gerne vil have minimum 66 pct. sandsynlighed for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader, så har vi i alt 420-570 gigatons CO2 tilbage i CO2-budgettet. Hver gang vi udleder drivhusgas, bruger vi af vores CO2-budget, som bliver mindre og mindre.

Vi mener, at vi skal leve inden for vores budget. Det gælder økonomisk såvel som ressourcemæssigt. Danmark har lovet at leve op til Paris-aftalen, hvilket betyder, at vi i Danmark har et meget begrænset budget tilbage.

Det er et politisk valg, hvordan vi vil prioritere det. Hvor meget vil vi f.eks. afsætte til sundhedsvæsen, uddannelsesinstitutioner og forsvar? Hvor højt prioriterer vi privatbilisme henholdsvis på landet og i byen? Hvor vigtig er import af forbrugsgoder og flyture på tværs af kloden i forhold til f.eks. nybyggeri i beton?

Vi bliver nødt til at tage den svære nationale samtale om budgettet. Tiden er løbet fra politikere, der ikke tør stille krav til os alle om at leve inden for budgettet og i stedet bare lover øget forbrug. Det er på tide at betragte den mængde drivhusgas, vi endnu kan udlede uden alt for stor risiko, som et budget, der skal overholdes. Det er livsnødvendigt og den eneste måde at have en fornuftig samtale om prioriteringen af denne sparsomme ressource på.

Vores mål er i første omgang at flytte klimadebatten hen til denne budgettankegang, hvor klimapolitikken forholder sig til realiteterne, dvs. de faktuelle og moralske dilemmaer.

I lang tid har mange økonomer argumenteret for at bekæmpe klimaforandringer med markedsmekanismer og ved at rette nogle markedsfejl med bl.a. afgift på CO2-udledning. Vi mener, at dette er utilstrækkeligt.

En af de største forhindringer for den grønne omstilling er, at afgifter på CO2 primært rammer lavindkomstfamilier, mens de rige kan fortsætte deres overforbrug. Det er uretfærdigt, og derudover risikerer det at underminere befolkningens opbakning til omstillingen, som vi f.eks. har set det i Frankrig med De Gule Veste. Derfor vil vi indføre rationering af CO2-belastende forbrug som et ekstra supplement til CO2-afgifter, forbud og anden regulering.

Rationering er en metode til at fordele ressourcer i de tilfælde, hvor efterspørgslen overstiger udbuddet. Den er kendt fra andre alvorlige kriseperioder i historien.

Rationering indebærer, at vi for en kortere periode sætter markedskræfterne ud af funktion for alt CO2-belastende forbrug, fordi vi prioriterer en retfærdig fordeling frem for at lade de rigeste overforbruge vores fælles ressourcer. Et godt eksempel er coronavaccine, som vi som samfund har besluttet at fordele efter behov i stedet for at lade markedet fordele den efter udbud og efterspørgsel.

Sidst vi i Danmark havde en omfattende rationering af forbrugsvarer, var under Anden Verdenskrig, hvor almindelige produkter som benzin, kul, kaffe, kød, tøj og sko var underlagt regulering. Formålet var at sikre lige adgang for alle borgere, fordi befolkningens moral var altafgørende for samfundets sammenhængskraft.

Vi kommer ikke uden om, at klimakrisen vil betyde store begrænsninger på vores hidtidige personlige CO2-forbrug. Alle politikere, der påstår andet, lyver. Men her skal vi huske på, at vi borgere er i stand til at acceptere endog meget store indgreb i vores hverdag, hvis vi forstår alvoren bag beslutningen. Det viser ikke mindst de mange klimaborgerting, hvor almindelige borgere foreslår vidtgående indgreb for at begrænse klimakrisen.

Et godt eksempel er endnu en gang coronakrisen, hvor vi har accepteret meget store begrænsninger i vores daglige liv. Vi har i et år accepteret ikke at flyve, og det har været okay, fordi det har været et grundvilkår for os alle. Rig som fattig.

Rationering er en midlertidig løsning i en overgangsfase, indtil vi på samfundsniveau udvikler mere bæredygtig teknologi til f.eks. flyvning, animalsk produktion og byggeri.

Rationering af CO2-belastende produkter vil også være et kæmpe boost til udviklingen af bæredygtige teknologiske løsninger, som ikke vil være underlagt rationering og derfor kan forbruges frit på almindelige markedsvilkår. Endelig skal vi huske på, at der faktisk allerede eksisterer fornuftige alternativer til det meste.

Klima først, CO2-budget og rationering er altså det fundament, vi mener kan skabe den politiske ramme for en grøn omstilling baseret på både videnskab og legitimitet i befolkningen.

Vi ved, at disse ideer vil lyde ekstreme og uansvarlige i manges ører. Vi synes, det modsatte er tilfældet. Vi synes, det er ansvarligt at leve inden for budgettet og fordele ressourcerne rimeligt. Det uansvarlige er at ignorere og overskride budgettet og bare overlade det til markedskræfterne at fordele fælles ressourcer.

Vi har valgt at starte et nyt politisk parti og kæmpe for vores principper parlamentarisk, fordi vi mener, at tiden er kommet til at tage klimakampen til det næste niveau. Vi mener, at der de senere år netop er skabt klimamomentum af aktivister, forskere og engagerede borgere, og at tiden er kommet til at gribe ud efter magten i stedet for alene at forsøge at presse magthaverne udefra.

Vi glemmer det lidt her i disse coronatider, men i september 2019 gik omkring 7 millioner mennesker i 185 lande på gaden til en af de største globale demonstrationer nogensinde. Budskabet var klart: Politikere i alle lande svigter os. De gambler med vores klode, når de fortsætter business as usual i stedet for at lytte til videnskabens alvorlige advarsler og anbefalinger.

Klimabevægelserne har skabt store resultater på meget kort tid. Klima- og miljøpolitik er blevet mainstream, og ingen politiske partier kan længere ignorere emnet. Der er skabt momentum for forandring, men desværre tyder alt på, at de etablerede politiske partier er ude af stand til at gennemføre en reel grøn omstilling. Svigtet er kun blevet større.

Vores analyse er, at det politiske system er låst fast i en forældet tankegang om klimapolitik, og at der skal noget nyt til udefra for at lirke det op. På trods af klare anbefalinger fra videnskaben og et klart mandat fra befolkningen får vi stadig ikke reel klimapolitisk handling fra vores politikere.

Der er mange gode kræfter i de eksisterende politiske partier, der kæmper for at skabe forandring, men vi mener, at det er på tide at hæve barren for, hvad vi vil acceptere som rigtig klimapolitik. Vi vil ikke acceptere fake politics, politik, der ligner klimapolitik, men i virkeligheden er erhvervsudvikling, udskydelse eller afledningsmanøvrer.

Vi mener ikke, at denne nye mentalitet kan komme inde fra partierne, og derfor starter vi kampen udefra. Vi udspringer af arven fra Alternativet, som det lykkedes at ændre den politiske klimadebat sammen med alle de gode kræfter i klimabevægelserne. Nu er tiden kommet til at tage denne dagsorden til det næste niveau med en endnu mere seriøs, målrettet og fokuseret organisation.

Vores perspektiv er større end de andre grønne partiers. Vi mener, at klimakrisen indvarsler en helt ny tid, hvor vi skal bruge nye politiske logikker. Vi har forandret Jordens klima, fordi vores forældede økonomiske systemer og ideologier ikke i tide har formået at omstille sig og indtænke klodens naturlige grænser for vækst og forbrug. Derfor står hele vores civilisation nu på randen af miljømæssigt og geopolitisk kaos.

Der er behov for en ny politisk isme, der svarer til udfordringerne i den antropocæne tidsalder – den epoke, hvor mennesket har ændret kloden fundamentalt. En ny politisk tænkning, hvor ansvaret gælder vores medmennesker, dyr, natur og planet.

I det 20. århundrede var arbejdspladsen den vigtigste kampplads for socialdemokratismen, hjemmet for konservatismen og markedet for den økonomiske liberalisme. Politik i det 21. århundrede skal tage udgangspunkt i det 21. århundredes største udfordringer. Den antropocæne tidsalder kræver antropocæn politik.

Antropocæn politik tager først og fremmest udgangspunkt i, at verden er forbundet som aldrig før. Klimaforandringerne tydeliggør, at vi alle lever på den samme klode og indånder den samme luft. At vi ikke længere kan adskilles af fiktive grænser på kortet, og at alt, hvad vi gør, har konsekvenser for mennesker i andre dele af verden.

Vi er biologiske væsener, der er afhængige af velfungerende økosystemer. Al menneskelig udvikling de seneste 10.000 år har været baseret på et stabilt klima, som vi lige nu gambler med. Vores fortsatte kolonisering af planeten betyder, at alle andre levende væsener på kloden er truet.

Antropocæn politik tager sit udgangspunkt i, at knaphed på ressourcer udgør et helt andet fundament for de politiske diskussioner end før. Før var det legitimt (for de rige) at overforbruge, fordi det i teorien skabte arbejdspladser (til de fattige). Men faktum i den antropocæne tid er, at overforbrug skader alle andres muligheder på kloden. Vi deler den samme atmosfære, og ingen har ret til at forurene på andres bekostning.

I det 21. århundrede er antropocæn politik derfor demokratisk, retfærdig og global. Udgangspunktet for al politik er Jordens planetære grænser og sikring af menneskers og dyrs levevilkår. Alt andet er uansvarligt og tyveri af nuværende og kommende generationers liv og velfærd.

En af de største forhindringer for den grønne omstilling er, at afgifter på CO2 primært rammer lavindkomstfamilier, mens de rige kan fortsætte deres overforbrug

Udfordringerne er videnskabeligt defineret, og de moralske svar er klare: Vi har som borgere, der nyder godt af fordelene af det moderne samfund, også et ansvar for at håndtere de negative konsekvenser.

Hvad der mangler nu, er de politiske svar, som kan omforme de moralske normer og videnskabelige fakta til konkret politik, der matcher det problem, at Jordens gennemsnitlige temperatur allerede er steget med ca. 1,1 grad og forventes at stige yderligere et par grader i løbet af det 21. århundrede med konsekvenser langt ind i de kommende årtusinder.

Vi kæmper bedst denne kamp som et politisk parti. Men det har ikke været nogen nem beslutning. Det politiske spil er beskidt og nådesløst. Det er en kamp om magt. I modsætning til politiske bevægelser kræver politiske partier enighed om stort set alt. Det er ikke nok at være enig om, at en grøn omstilling er nødvendigt. Det kræver også enighed om hvordan.

Vi er en bred gruppe af borgere, der repræsenterer forskellige samfundslag og generationer. Vi er i alderen fra 25 til 60 år. Nogle af os har konkret erfaring fra andre politiske partier gennem flere årtier, mens andre faktisk overhovedet ikke orker det politiske spil. Vi er it-iværksættere og folk med lang ledelseserfaring fra den offentlige sektor. Vi er unge klimaaktivister, forskere, psykologer og journalister.

Det politiske system er låst fast i en forældet tankegang om klimapolitik

Vi er kort sagt en samling meget forskellige mennesker, der alle har forskellige perspektiver på klimakrisen. Men vi er fælles om bekymringen for fremtiden, frustrationen over den politiske skueproces og ønsket om at bidrage til konstruktive løsninger, inden det er for sent.

Vi er gået i gang, fordi vi er trætte af at vente på, at andre gør noget. I dag lancerer vi et nyt politisk parti og starter den hårde proces at indsamle 20.000 vælgererklæringer.

Vi har endnu ikke nogen organisation eller økonomi. Vi er blot en gruppe borgere med et ønske om at gøre en forskel. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få, hvis vi skal opbygge nyt Momentum.