POLITIK

Politik

På denne side kan du læse mere om Momentums politik. Vores primære fokus er på klimakrisen, fordi det er vor tids absolut vigtigste politiske spørgsmål.

Vi er ikke et enkeltsagsparti. Klimakrisen er ikke en enkeltsag ligesom som f.eks. dyrevelfærd eller indvandring. Klimapolitik rækker ind alle politiske områder som f.eks. transport, migration, handelspolitik, distriktspolitik, byggeri, uddannelse, sundhed, landbrug osv. Det er den store omstilling af samfundet, vi skal i gang med.

Vi betragter den manglende evne til at håndtere klimakrisen som et symptom på et politisk system, der har fejlet på mange niveauer. Vi er især bekymrede for demokratiets tilstand, stigende ulighed, forskningsfrihed og digitale rettigheder.

1. KLIMA FØRST

Klimakrisen kræver en helt ny mentalitet, der sætter klimaet først. Vi kan kun løse klimakrisen ved at betragte den som en krise, der skal løses før alle andre politiske udfordringer.

Vi har ødelagt klodens balance og risikerer uigenkaldelige kædereaktioner (tipping points), hvis vi ikke handler hurtigt og beslutsomt. Vi har brug for "hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer i alle aspekter af samfundet," som FN's Klimapanel skriver i deres seneste rapport SR15.

På mange måder er coronakrisen en god skabelon. Da krisens alvor gik op for os, handlede vi som samfund resolut. Pludselig havde vi handlekraftige politikere, der samarbejdede på tværs af partier og baserede beslutninger på fagligt input fra eksperter.

Vi skal finde ind til samme kompromisløse mentalitet, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at løse klimakrisen. Der er brug for en langt mere fornuftig og vidensbaseret tilgang, hvor klimakrisen selvfølgelig prioriteres over kortsigtet økonomisk vækst.

Det betyder, at vi ikke blot sætter vores lid til, at den teknologiske udvikling nok skal løse problemet en gang i fremtiden. 

Politisk betyder klima først, at vi som parti altid vil prioritere klimakrisen i politiske forhandlinger. Vi arbejder pragmatisk og vil ikke stille os uden for indflydelse, fordi vi ikke får alle mål opfyldt.  

Organisatorisk betyder klima først at vi vil dedikere 70 pct. af partiets tid og energi til klimakrisen, fordi det er den krise, der skal håndteres først. Uanset om vi sidder i byråd, Folketinget eller Europa-Parlamentet. Det betyder, at alle vores ordførere også vil være klimaordførere, udover at have fokus på f.eks. uddannelse, transport eller udenrigspolitik. Samme princip vil gælde for ansatte.

2. CO2-BUDGET

Vi mener, vi skal leve indenfor vores budget. Det gælder økonomisk såvel som med ressourcer. Hvis vi reelt ønsker at leve op til Paris-aftalen, skal vi som minimum overholde vores CO2-budget.

Vi foreslår derfor, at vi i Danmark skal lave en CO2-budgetlov, der fungerer ligesom finansloven, hvor vi årligt prioriterer vores ressourcer. I dette tilfælde vores CO2-udledninger. Vi har et begrænset budget, og det er et politisk valg hvordan vi vil prioritere det. Hvor meget vil vi f.eks. afsætte til transport, landbrug og byggeri? Hvor højt prioriterer vi privatbilisme i henholdsvis land og by? Hvor vigtig er import af forbrugsgoder og flyture på tværs af kloden i forhold til f.eks. nybyggeri i beton?

Vi bliver nødt til at tage den svære nationale samtale om budgettet. Tiden er løbet fra politikere, der ikke tør stille krav til sig selv og borgerne om at leve inden for budgettet og i stedet bare lover øget forbrug. Det er på tide at betragte vores begrænsede CO2-udledninger som et budget, der skal overholdes. Det er livsnødvendigt og den eneste måde at have en fornuftig samtale om prioriteringen af denne sparsomme ressource.

Vores mål er i første omgang at flytte klimadebatten hen til denne budget-tankegang, hvor klimapolitikken forholder sig til virkeligheden og de moralske dilemmaer, vi står overfor. 

Dernæst vil det være en hovedopgave for vores nye politiske sekretariat at udarbejde et udkast til Momentums prioritering af budgettet inden for sektorer. Vores forhåbning er, at alle politiske partier vil fremlægge deres prioritering, således at den klimapolitiske debat kan blive en diskussion om forskellige prioriteringer inden for budgettet. 

CO2-budget uddybet

Hver gang vi udleder drivhusgasser, så bruger vi af vores CO2-budget, som bliver mindre og mindre. I FN's Klimapanels seneste rapport, Climate Change 2021, fra august 2021 beskrives, at hvis vi gerne vil have 83 pct. sandsynlighed for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader, så har vi i alt 300 gigaton CO2 tilbage i CO2-budgettet.

Det var ved indgangen til 2020, og vi udleder globalt i øjeblikket ca. 40 gigaton CO2 om året (og ca. 60 gigaton CO2-ækvivalenter (CO2e)). Et tal, der bortset fra 2020, fortsætter med at stige i stedet for at falde. Det betyder, at hvis vi ikke ændrer kurs, så vil CO2-budgettet, og dermed muligheden for at holde temperaturen under 1,5 grader, være opbrugt allerede i 2027. Vi har altså seks år.

Ifølge forskerne er det afgørende at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader, hvis vi vil undgå alvorlige konsekvenser som vandstandsstigning, tørke, fødevaremangel, pandemier og stigende geopolitisk ustabilitet med væbnede konflikter.

I det store hele giver IPCC os et simpelt regnestykke: Alle verdens borgere havde fra 2020 tilsammen 300 gigaton CO2 tilbage at udlede. Ligeligt fordelt betyder det, at hver verdensborger ved indgangen til 2020 havde et CO2-budget på i alt knap 39 ton pr. person.

Følges princippet om ligelig fordeling (som dermed ikke inkluderer vores betragtelige historiske ansvar for verdens aktuelle klimakrise), giver det et CO2-budget for Danmark på ca. 226 mio. ton CO2 fra 2020. Udledningen for 2020 er endnu ikke endelig opgjort, men i 2019 udledte Danmark knap 40 mio. ton CO2 (og knap 47 mio. ton CO2e).

Fortsætter det samme udledningsniveau som i 2019, vil vi i Danmark have opbrugt vores kvote af verdens tilbageværende CO2-budget allerede i 2025. Regeringens klimapolitik ignorerer denne anerkendte beregningsmetode og overskrider klart Danmarks forpligtelser allerede inden vi når til 2030.

3. RATIONERING

En af de største forhindringer for den grønne omstilling er, at afgifter på CO2 primært rammer lavindkomstfamilier, mens de rige kan fortsætte deres overforbrug. Det er uretfærdigt men også strategisk uklogt, fordi det underminerer befolkningens opbakning til den grønne omstilling. Derfor vil vi indføre rationering af specifikke CO2-belastende produkter. Dette skal ses som et supplement til CO2-afgift og anden regulering.

Rationering er en metode til at fordele ressourcer i de tilfælde, hvor efterspørgslen overstiger udbuddet. Det er at sætte markedskræfterne ud af funktion, fordi man prioriterer en retfærdig fordeling frem for at lade de rigeste overforbruge vores fælles ressourcer. Et godt eksempel er corona-vacciner, som vi som samfund har besluttet at fordele efter behov i stedet for at overlade det til markedskræfterne.

Sidst vi i Danmark havde en omfattende rationering af forbrugsvarer var under 2. verdenskrig, hvor almindelige produkter som benzin, kul, kaffe, kød, tøj og sko var underlagt streng regulering. Formålet var at sikre lige adgang for alle borgere.

Vi kommer ikke udenom, at klimakrisen vil betyde store begrænsninger på vores hidtidige personlige forbrug. Alle politikere, der påstår andet, lyver for borgerne. Men her er det vigtigt at huske på, at borgerne er i stand til at acceptere endog meget store indgreb i deres hverdag, hvis de forstår alvoren bag beslutningen. Et godt eksempel er igen coronakrisen, hvor vi alle accepterede meget store begrænsninger i vores daglige liv. Borgerne accepterede f.eks. ikke at flyve, og det var okay, fordi det var et grundvilkår for os alle. Rig som fattig.

Rationering er en midlertidig løsning i en overgangsfase, indtil vi på samfundsniveau udvikler mere bæredygtige teknologier til f.eks. at flyve eller lave tøj. Dette vil også øge incitamentet til at fremme bæredygtige teknologiske løsninger, som ikke vil være underlagt rationering og derfor kan forbruges frit på almindelige markedsvilkår.

Forbud og afgifter

Rationering er et supplement og ikke en erstatning for andre politiske instrumenter som forbud og afgifter, der også skal implementeres. 

Der er bred konsensus om, at CO2-afgifter er et vigtigt instrument til at gøre det dyrere at forurene. Vi vil derfor sætte en afgift på CO2, der er så høj, at den virker som et instrument til at motivere borgerne og virksomhederne til at ændre adfærd. Vi er dog bekymret for, at CO2-afgifter ikke vil have den tilstrækkelige effekt hurtigt nok. 

Derfor vil vores politik også inkludere forbud. Det kan for eksempel være forbud mod bilkørsel bestemte dage, kulkraftværker eller anden særligt forurenende adfærd. Forbud er et voldsomt indgreb, men det er blevet nødvendigt, fordi vores politikere har spildt årtier.

Rationering uddybet

Det overordnede formål med rationering er tredelt:

1. Lighed

Rationering sikrer lige adgang til begrænsede ressourcer

2. Frihed under ansvar

Rationering sikrer frihed til at vælge eget forbrug uden at skade andre

3. Opbakning til grøn omstilling

Rationering sikrer, at den grønne omstilling ikke ender i gule veste, fordi kun de fattige skal give afkald på forbrug mens rige bare kan fortsætte.
Danmark har et medansvar for den igangværende klimakrise, og vi skal skære markant i vores CO2-forbrug de kommende år for at leve bæredygtigt. Omkring halvdelen af den gennemsnitlige danskers alt for høje forbrug er strukturelt og meget svært at reducere individuelt. Der er mange forskellige beregninger. Nogle er tættere på en tredjedel, men pointen er, at en stor del af vores CO2-aftryk administreres af staten gennem udledninger til f.eks. skoler, veje, hospitaler osv. 

Den anden halvdel ca. er personligt forbrug af alt lige fra tøj, mad, transport, elektronik osv. Det er her vi som borgere kan vælge at reducere. Tallene er et gennemsnit, men rige borgere udleder markant mere end fattige. I EU viser tal fra Oxfam, at de rigeste 10 pct. af borgerne udleder det samme som de fattigste 50 pct. På verdensplan er denne ulighed endnu mere markant.

CO2-afgift ikke nok

Vi vil indføre CO2-afgifter for at rette den markedsfejl, at CO2-belastende produkter pt. får rabat, fordi forureningen ikke er inkluderet i prisen. Afgifter vil markant hæve prisen på ting som flyrejser, kød og andre CO2-belastende varer. Det vil i mange tilfælde betyde, at kun rige får adgang til disse produkter selv med en såkaldt grøn check, som de fleste andre partier foreslår. Det er farligt for opbakningen til den grønne omstilling. Hvis kun fattige skal holde tilbage, mens rige kan fortsætte deres overforbrug, så får vi ikke gennemført en reel grøn omstilling.

Derfor vil vi også indføre rationering af CO2, så alle danske borgere har ret til samme mængde CO2. Det betyder, at dem, der lige nu udleder over gennemsnittet, vil skulle reducere, mens dem, der bruger under, kan forbruge mere eller fortsat holde sig relativt lavt og få penge retur hvert år via nemkonto.

Vi skal alle give afkald på CO2-belastende forbrug i en periode indtil nye teknologier erstatter de forurenende, og her er det ekstremt vigtigt, at borgerne føler at alle bidrager til omstillingen og giver afkald.

Størrelsen af denne rationering skal samtidig reduceres årligt, så vi overholder vores CO2-budget som samfund. Det skal selvfølgelig ske lineært med respekt for budgettet og ikke som en hockeystav, der ignorerer videnskaben. Samtidig forpligter staten sig til at sænke den strukturelle andel af borgernes CO2-udledninger med samme hastighed.

Ration efter behov

Rationering skal tildeles til hver enkelt borger efter behov. Børn har mindre behov end voksne. Handicappede har andre behov for f.eks. transport end ikke-handicappede. Borgere i mindre byer har mindre adgang til offentlig transport end byboere. 

Ny valuta

Rationeringen af det personlige forbrug skal ses som en ny, ekstra valuta. Ved hvert køb med dankortet registreres også CO2. Når vi køber en bøf i Brugsen, så er prisen blevet højere med CO2-afgift, men for at sikre, at alle stadig har mulighed for at købe kød, så begrænser vi de riges (over)forbrug. Et køb af en bøf koster altså både kroner og CO2 på kortet.

Fattige vil fortsat være begrænset af mangel på penge, men det er et spørgsmål om økonomisk omfordeling og ikke klimapolitik. Mange vil måske ikke have mulighed for at bruge hele deres CO2-budget, fordi varerne er for dyre. Dette vil dog nok hurtigt udligne sig med en CO2-ration, der hastigt bliver mindre år for år. Eventuel overskydende CO2-kreditter kan årligt veksles til penge eller spares op og overføres til næste år. 

Intet videresalg af personlige CO2-kreditter

Det vil ikke være muligt for de enkelte borgere at sælge ekstra CO2-kreditter på markedsvilkår til andre borgere, da det undergraver hele idéen om at give lige adgang til begrænsede ressourcer. For at begrænse sortbørshandel så vidt muligt skal systemet forbindes til Nem-id.

Systemet sikrer, at rige, der har penge til at købe kød hver dag og flyve flere gange årligt på trods af hævet CO2-afgift, ikke har mulighed for at forbruge mere end den gennemsnitlige ration. Det vil skabe et pres på virksomheder og det politiske system for at udvikle nye teknologier, der ikke udleder så meget, fordi det giver mulighed for større forbrug med samme CO2-mængde.

CO2-ministerium

Det hele skal koordineres af et nyt CO2-ministerium, der sikrer 1) landets overordnede CO2-budget, der hele tiden skal opdateres, 2) måling af CO2-belastning af alle varegrupper, og 3) vurdering af borgernes og virksomhedernes ration på baggrund af personlige behov. Vurderingen skal være faglig og uafhængig på samme måde som vi som samfund vurderer, hvem der skal have corona-vacciner først i stedet for at lade det være op til markedskræfterne.

Indfasning vil ske løbende startende med de produkter, der er nemmest at måle og mest CO2-belastende.

Styresystemet for den grønne omstilling

Udviklingen af en ny, retfærdig fordelt og detaljeret opmålt ressourceøkonomi vil kræve helt nye systemer. Vi kalder dette “styresystemet for den grønne omstilling”, og vi mener, at Danmark som et velfungerende, højdigitaliseret samfund har en unik mulighed for at gå forrest og udvikle de løsninger, som hele verden skal bruge.

Udviklingen og udbygningen af det danske velfærdssystem er i høj grad en historie om  fællesskab, retfærdighed, tillid og forståelse for hinandens særlige behov. Som befolkning har vi høje forventninger til vores fællesskab. Vi forventer, at folk, der har behov for hjælp, får hjælp. Vi forventer, at folk, der overtræder loven, bliver straffet. Vi forventer, at det er meget svært at snyde sig foran i køen og få ekstra goder på bekostning af fællesskabet.

Dette tillidsbaserede samfund skal vi nu bruge til at udbygge en retfærdig ressourceøkonomi, der gør det muligt for os at gennemføre verdenshistoriens måske største samfundsmæssige omstilling på meget få år. Hvis ikke vi i Danmark kan vise vejen, så er der ingen der kan.