Jan Vejnaa Hansen: De økonomiske vismænds beregninger er misvisende og farlige

Den nye rapport fra de økonomiske vismænd kan ikke bruges som udgangspunkt for, hvad Danmark skal gøre de kommende år, skriver Jan Vejnaa Hansen, civilingeniør i energi, i dette debatindlæg bragt i Klimamonitor

Formandskabet for De Økonomiske Råd har udarbejdet et diskussionsoplæg til Det Miljøøkonomiske Råds møde 9. marts 2021 om dansk klimapolitik frem mod 2030.

Oplægget peger på, at den samfundsøkonomisk billigste måde at nå reduktionsmålet om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 er at pålægge alle drivhusgasudledninger en ensartet afgift på 1.200 kroner per ton CO2e.

I det følgende vil jeg påvise, hvorfor denne italesættelse og konklusion er misvisende, farlig og i øvrigt ikke forholder sig til klimaet.

Analyserne i diskussionsoplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er usikre eller ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.

1.Natur og arter tillægges ingen værdi

De økonomiske teorier og modeller bevæger sig indenfor sin egen boble, der enten er helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, eller også forsøger man at sætte en pris på naturen.

• Hvad koster udryddelsen af dyre- og plantearter?

• Hvad koster irreversible ændringer i klimasystemet?

• Hvad koster en ubeboelig planet?

Pointen er, at vi er en del af naturen, og at man simpelthen ikke kan sætte en pris på ovenstående. Det er derfor ekstremt farligt, hvis vi skal lade afgørende beslutninger om vores og andre arters fremtid afhænge af en mangelfuld og indskrænket måde at se verden på, hvor man ikke tillægger natur og arter nogen betydning.

2. Klimaloven

Der tages udgangspunkt i klimaloven, hvor udledningen af drivhusgasser i Danmark i 2030 skal være reduceret med 70 procent i forhold til 1990.

Dette mål er ikke et meningsfuldt svar på den meget alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

Atmosfæren reagerer på den samlede mængde af drivhusgasser, som akkumuleres over årene.

I klimamæssig sammenhæng afgøres succeskriterier derfor ikke af klimalovens 70 procents-punktmål for reduktioner i 2030, men af de samlede drivhusgasudledninger frem mod 2030.

Udgangspunktet for al klimaindsats skal være det såkaldte CO2e-budget.

Der er en række forskellige drivhusgasser i atmosfæren, hvoraf CO2 er den dominerende. Klimavidenskaben har i mange år undersøgt sammenhængen mellem udledning af drivhusgasser og temperaturstigninger. Med den viden kan de beregne, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5 grader celsius.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Det globale CO2-budget vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5 grader celsius (se link til skribentens egne beregninger).

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ’oversætte’ et globalt CO2-budget til et nationalt CO2-budget. Klimarådet har anvendt et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.

Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper, og Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

Selv med denne usolidariske fordeling blev det danske CO2-budget brugt op allerede sidste år.

3. Baseline

Diskussionsoplæggets beregninger tager udgangspunkt i Energistyrelsens seneste basisfremskrivning medregnet virkninger af politiske aftaler, der er indgået efterfølgende.

Formandskabet peger selv på, at der er stor usikkerhed knyttet til såvel basisfremskrivningen som til virkningerne af de politiske aftaler.

4. Afgrænsning

I diskussionsoplægget foretages alene beregninger for 2030. Beregningerne fortæller dermed ikke noget om reduktionsstien frem mod 2030, der jo netop er altafgørende.

Som nævnt tidligere skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Året 2030 er i sig selv irrelevant, men det er i stedet helt afgørende, hvad vi gør NU og i resten af 2021 og 2022 og...

5. LULUCF

Den analyserede drivhusgasbeskatning dækker ikke udledninger fra skov og øvrig arealanvendelse (såkaldt LULUCF), som ellers er med i de officielle opgørelser.

6. Opgørelse af CO2-udledninger for Danmark

De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer.

Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip.

CO2-udledninger fra afbrænding af biomasse, danske virksomheder indenfor international transport samt nettovareimport (forbrugsbaserede udledninger) tælles således ikke med i opgørelsen.

Samlet set betyder det, at kun cirka en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, medregnes i klimaloven.

7. Niveau for afgiften på drivhusgasser

Størrelsen af drivhusgasafgiften i 2030 på 1.200 kroner per ton er i høj grad baseret på en forudsætning om udbredt anvendelse af CCS (Carbon Capture and Storage)-teknologi.

CCS-teknologien er på nuværende tidspunkt ikke udviklet i den skala, som er nødvendig.

Hvis CCS-teknologien kun realiseres i mindre grad eller måske endda slet ikke, er drivhusgasafgiften sat alt for lavt.

En følsomhedsanalyse viser, at afgiftsniveauet skal sættes til op imod 2.000 kroner per ton CO2e, hvis CCS ikke implementeres i cementindustrien og implementeres i mindre grad på kraftvarmeværker.

Hvis der slet ikke anvendes CCS, skal afgiften som udgangspunkt sættes til et meget højt niveau (ikke kvantificeret).

Det er meget betænkeligt, når man baserer en så vigtig konklusion som niveauet for drivhusgasafgiften på en højst usikker forventning om en markant udbredelse af en endnu ikke fuldt udviklet teknologi.

De økonomiske vismænd ser ikke klimaet

Diskussionsoplægget fra formandskabet for De Økonomiske Råd om dansk klimapolitik frem mod 2030 er misvisende og farligt og kan ikke bruges som udgangspunkt for at tage afgørende beslutninger om vores alles fremtid.

Det er misvisende, fordi analyserne i oplægget baserer sig på nogle forudsætninger, antagelser og andre forhold, som er enten usikre, baserer sig på fremtidige teknologier eller simpelthen ikke giver mening i en klimamæssig sammenhæng.

Oplægget giver for det første ikke noget belæg for, at en drivhusafgift på 1.200 kroner per ton CO2e vil føre til en 70 procents reduktion af de danske drivhusgasser i 2030.

Herudover er punktmålet om 70 procents reduktion i klimaloven slet ikke et passende svar på den alvorlige klima- og biodiversitetsnødsituation, vi står midt i.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15. En af rapportens vigtigste konklusioner er:

»Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning.«

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.

Den danske andel af det globale CO2-budget blev brugt op allerede sidste år, og derfor giver det klimamæssigt ingen mening at tale om et tidsperspektiv omkring år 2030.

I stedet er det helt afgørende, hvad vi gør nu og i resten af 2021 og 2022 og …

Det giver diskussionsoplægget ingen svar på, og herudover er det en systematisk misforståelse og meget farligt at tro, at man kan bruge økonomiske teorier og modeller, som opererer helt isoleret fra den natur, vi alle er en del af, til at foretage afgørende beslutninger, der potentielt kan bringe vores og andre arters eksistensgrundlag i fare.