Lockdown for klimaet

Klimakrisen er langt mere alvorlig end coronakrisen og kræver samme resolutte handling, hvis vi skal undgå nedsmeltning. Tænk, hvis vi besluttede at lukke ned for klimaskadelig aktivitet og først åbne op igen, når vi har fundet ud af at gøre det inden for planetens grænser, skriver Mikkel Bahl.

Bragt i POV International 16. juni, 2020

Lad os lave et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis vi simpelthen besluttede at lukke ned for al klimaskadelig aktivitet og først åbne roligt op igen, når vi har fundet ud af at gøre det forsvarligt inden for planetens grænser?

Hvad ville der ske, hvis vi lavede et lockdown for klimaet, ligesom vi gjorde med corona?

Hvad hvis vi besluttede os for at håndtere klimakrisen, som den krise den er, og brugte coronakrisen som skabelon? Hvis vi kunne finde ind til samme kompromisløse mentalitet, som prægede håndteringen af coronakrisen.

For vi kan jo ligeså godt se det i øjnene:

Med det nuværende ambitionsniveau og udenomssnak er det usandsynligt, at vi i Danmark når 70 pct. reel reduktion af udledningen af drivhusgasser inden 2030. Og globalt set er der ingen chancer for at holde opvarmningen under 1,5 grader, som Paris-aftalen foreskriver.

Ifølge Climate Action Tracker er vi på vej mod 3 graders opvarmning med geopolitiske og miljømæssige konsekvenser, som vil give vores børn og børnebørn drastisk ændrede livsvilkår.

Ny mentalitet

Der går nærmest ikke en uge, uden at en ny gruppe forskere advarer verdens beslutningstagere om, at de skal sadle fuldstændig om øjeblikkeligt.

Alligevel er det meget svært at få øje på kompromisløsheden i den nuværende håndtering, der primært fokuserer på økonomisk vækst, arbejdspladser og eksport. Hvordan kan vi tjene penge på klimakrisen? synes at være mantraet.

Den tilgang har for længst spillet fallit, og jo før vi indser det, jo bedre. Alt, hvad vi gør i disse år, har stor betydning for, hvor alvorlig klimakrisen bliver de kommende årtier.

Mens vi venter på vaccinen

Der er brug for en drastisk anden tilgang, der betragter klimakrisen som en krise og handler derefter. Det betyder, at vi ikke løser den i anden række og finder plads til den på finansloven, når de andre poster er sikret.

Det betyder, at vi ikke sætter vores lid til, at nye teknologiske udfordringer nok skal løse problemet en gang i fremtiden. Eller at vi begrænser vores handlerum til løsninger, der ikke går ud over vækst og beskæftigelse.

Hvis vi havde håndteret coronakrisen, som vi håndterer klimakrisen, så havde vi stadig været i gang med at diskutere implementeringen af en vag aftaletekst, mens vi ventede på vaccinen, som nok skal fikse alt.

Men sådan gjorde vi heldigvis ikke.

Da coronakrisens alvor gik op for os, handlede vi resolut. Det var faktisk, som om vores politiske system for første gang i min levetid virkede, som det burde.

Pludselig havde vi handlekraftige politikere, der samarbejdede på tværs af partier, tog befolkningen med på råd og baserede beslutninger på fagligt input fra eksperter.

Jo jo, der blev begået masser af fejl og hasteloven er stadig en skandale, men mentaliteten og fokuseringen var som intet andet, jeg tidligere har oplevet.

Klima lockdown

Men hvad ville der så ske, hvis vi i morgen besluttede os for at håndtere klimakrisen som en krise?

Ja, så ville vi smide alt andet vi havde i hænderne og øjeblikkelig fokusere på udledningen af drivhusgasser, ligesom vi gjorde med smittetrykket under coronakrisen.

Så ville vi lukke ned for al klimaskadelig aktivitet nærmest øjeblikkeligt og først langsomt åbne op igen, når vi havde fundet ud af at gøre det forsvarligt.

Ligesom med corona ville vi tage udgangspunkt i forsigtighedsprincippet og hellere overreagere lidt for tidligt end at risikere total nedsmeltning af klimaet, som vi har kurs mod lige nu.

Under coronakrisen handlede det først og fremmest om at begrænse menneskelig kontakt, men under klimakrisen er den slags ikke et problem. Nærmest tværtimod.

Mennesker skal mødes og dele oplevelser hellere end at forbruge og dermed bidrage til udledningen.

Staten vigtigste aktør

Under corona spillede enkeltindividers opførsel en kæmpe rolle. Pludselig skulle vi alle lære at spritte af og holde afstand.

Under klimakrisen skal vi selvfølgelig også alle sammen personligt bidrage med mindre transport, et mindre forbrug af animalske fødevarer og mindre overfladisk forbrug, men den klart vigtigste aktør er staten, der skal omlægge økonomien og afvikle de værste klimaindustrier.

Og ligesom vi under corona selvfølgelig ikke spurgte flyselskaberne eller hotellerne, hvordan vi bedst muligt burde lukke samfundet ned, så skal vi heller ikke under klimakrisen spørge Aalborg Portland eller landbruget til råds.

Fokus er først og fremmest udledningerne, og derefter må vi fokusere hjælpepakker og efteruddannelse til at hjælpe berørte ansatte og virksomhedsejere videre.

Lære at spinde

Det handler kort sagt om, at vi mentalt skal klæde os af for at lære at spinde nøgne. Det er simpelthen naivt bare at fortsætte business as usual uden f.eks. at prissætte forurening i form af CO2-afgifter og så håbe på, at virksomhederne vil omstille sig med lidt incitament her og der.

Vi skal lynhurtigt finde ud af, hvor meget CO2 vi har tilbage at udlede med udgangspunkt i reelle klimaberegninger – ikke i bureaukratiske og politiserede regnemodeller.  Det skal vi vel at mærke gøre i overensstemmelse med vores historiske ansvar, og hvor meget CO2, verden har tilbage i alt, inden vi overskrider 1,5 graders opvarmning.

Derefter skal vi allokere de sparsomme ressourcer til de essentielle sektorer som f.eks. sundheds- og uddannelsesvæsenet og holde alt andet lukket, indtil vi har fundet ud at at åbne på en ny måde og producere forsvarligt.

Fælles innovation

Under corona skabte denne direkte tilgang til problemet en helt ekstrem opfindsomhed og problemløsning.

F.eks. skulle ledere og pædagoger i min søns børnehave lynhurtigt finde ud af, hvordan man begrænser smitten, når man har ansvaret for 100 børn. Og samme opfindsomhed og nytænkning kom i spil i alle andre offentlige og private institutioner og virksomheder.

Videoopkald blev hurtigt normen og de fleste ansatte fik mulighed for at arbejde hjemmefra.

Hvilke nye idéer, som begrænser drivhusgasudledninger, ville borgerne i samarbejde med myndighederne være i stand til at udvikle, hvis de blev tvunget til det?

Forskelle

Coronakrisen og klimakrisen har mange ligheder, men der er selvfølgelig også store forskelle. En af de vigtigste er tempoet.

Coronakrisen udviklede sig over uger, som klimakrisen gør det over år. Vi har derfor stadig tid til at handle fornuftigt og velovervejet ift. klimakrisen, som ikke kræver hastelove i morgen.

Vi behøver ikke lukke hele samfundet ned i næste uge, men vi skal indstille os på, at al klimaskadelig aktivitet har en udløbsdato. Vi har stadig tid til at udvikle ordentlige løsninger, men pointen er, at vi ikke er i stand til det, hvis vi ikke snart indser, at klimakrisen skal håndteres som en krise.