Theresa Scavenius: Privatbilismens tid er forbi

Folketinget har besluttet, at den fossile infrastruktur skal udbygges. Der skal flere biler på vejene, mere tung trafik og mere cement. Men hvordan kan man bruge milliarder på motorvej midt i en klimakrise? Vi savner klimabevidste politikere, der kan gøre som Knud Heinesen i 1979 og advare mod den truende afgrund.

Kommentar af Theresa Scavenius i Politiken

Regeringen og hele Folketinget har længe haft kurs imod den klimapolitiske afgrund. Med den seneste infrastrukturaftale til 160 milliarder kroner kører de nu Danmark helt ud på kanten af afgrunden. På mange måder giver det mindelser om 1970’erne og 1980’erne, hvor Danmark stod på kanten af en økonomisk afgrund.

I 1979 sagde den daværende socialdemokratiske finansminister, Knud Heinesen, de senere så berømte ord: »Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt«.

Ordene faldt, da han gik af som finansminister. Den ældre del af befolkningen vil huske det som historien om en socialdemokratisk regering, der ikke magtede at løfte det store ansvar, det var at håndtere en international oliekrise og en økonomisk krise med høje renter, høj arbejdsløshed og høj inflation.

Historien er, at Knud Heinesen forsøgte at advare statsminister Anker Jørgensen, som ikke lyttede, og som 3. september 1982 kastede håndklædet og trak sig tilbage som statsminister uden at udskrive valg. Han blev afløst af Poul Schlüter, som indførte en stram økonomisk politik. Han sløjfede bl.a. de automatiske offentlige lønstigninger – den såkaldte dyrtidsregulering – og indførte i 1986 det, som blev kendt som kartoffelkuren. Man genoprettede den økonomiske ubalance, som havde præget 70’erne.

I dag står vi i en lignende situation. Hvor det i 70’erne og 80’erne handlede om økonomisk uansvarlighed, politisk magtesløshed og faglig inkompetence, handler det i disse år om klimapolitisk uansvarlighed, magtesløshed og inkompetence. Forleden besluttede et næsten samlet Folketing en infrastrukturplan, der investerer 160 milliarder kroner over de næste 10 år i motorveje, tog og cyklisme. Planen følger den transportpolitiske logik, som har hersket de seneste årtier: Vi prioriterer privatbilismen, men selvfølgelig gives der også lidt til vedligeholdelse og udbygning af den kollektive trafik og cyklisme. Det manglede da også bare.

Resultatet af denne linje har været, at der på 15 år er kommet knap 1,5 millioner flere biler på de danske veje. At færre tager den kollektive trafik, og færre cykler samlet set. Så selv om vi i Danmark har et blandet transportsystem, hvor de fleste både benytter privatbil, kollektiv trafik og cykel som transportmidler, så er der en enorm skævvridning, hvis vi ser på det i procenter. Over 80 procent af al trafik i Danmark foregår i bil, omkring 8 procent i bus og lidt mindre i tog. Cykeltransport står for omkring 3 procent.

Dette er ikke sket af sig selv. Det er sket igennem en systematisk politisk prioritering af privatbilismen, hvor både højre- og venstrefløjen har set det som en af deres primære mærkesager at sikre, at almindelige middelklassefamilier har råd til ikke blot én bil, men i dag i mange tilfælde to eller tre biler. Samtidig har de samme politikere givet kørselsfradrag, så man har motiveret folk til at flytte, så bolig og arbejde ligger langt fra hinanden. Og man har tilladt store supermarkeder at placere sig på en mark uden for byerne, hvilket igen har nødvendiggjort en bil for mange, når der skal købes ind.

Vi er nu en bilnation, der er låst fast i en fossil infrastruktur baseret på privatbilisme, fordi borgerne nu bor, arbejder og handler forskellige steder, hvor der ikke er cykelafstand og heller ikke offentlig infrastruktur, der forbinder dem i tilstrækkelig grad, så det dækker borgernes transportbehov. Den nye infrastrukturplan flugter således rigtig fint med de seneste årtiers politik. Der ændres ikke et komma ved den nuværende trafikale fordeling, hvor det er bilerne, der står for langt, langt størstedelen af al transport.

Er det, fordi vi som samfund kan være grundlæggende glade for det nuværende transportpolitiske paradigme? Her er det åbenlyse svar nej: Det bør vi ikke være. Her kommer nogle tal, som forklarer hvorfor: Den nuværende fossilt og privatbaserede transport bidrager til en tredjedel af Danmarks samlede CO2-udledning. Derudover forurener den – sammen med andre kilder – luften, hvilket hvert år forårsager, at mere end 4.000 danskere dør for tidligt. Det svarer til ca. to coronakriser – hvert år.

Derudover optager bilerne ekstremt meget plads, både når de holder stille på parkeringspladser, som kunne have været brugt til grønne byrum for alle borgere, og når de kører, så der stort set ikke længere er plads til alle de biler på vejene. Trængsels- og køproblematikken er efterhånden en dyr samfundsøkonomisk udskrivning, hvilket ifølge Dansk Industri koster samfundet omkring 25-27 milliarder kroner årligt.

Hvad gør vores politikere så, når de skal lave transportpolitik? Forholder de sig til forureningsproblematikken? At du og jeg mister familiemedlemmer hvert år, fordi vores transportsystem er baseret på en gammel teknologi, hvor udstødningen blot sendes direkte ud i hovedet på folk og vores børn, der sidder på cyklen?

Regner de på, hvor dyre og dermed samfundsøkonomisk suboptimale investeringer i privatbilismen er, fordi vi ikke har fysisk plads til alle de biler, som skal de samme steder hen? Tænker de på, at det fossile transportsystem er en klimasynder, der bidrager voldsomt til at skubbe til en global klimatisk udvikling, hvor Jorden bliver varmere og vejrsystemer mere ustabile, med alle de konsekvenser det vil medføre i form af oversvømmelser, tørke, fejlslagen høst, mangel på rent drikkevand, ubeboelige varmeperioder etc.?

Det sindsoprivende er, at vi i Danmark anno 2021 er ledet af et folkestyre med en socialdemokratisk regering i spidsen, som bruger 160 milliarder kroner af vores penge uden at forholde sig til ét eneste af disse spørgsmål. Så i dag står vi den situation, at der er biler overalt. De forurener atmosfæren. De forurener luften. De larmer. De stresser. De slår ihjel. Alligevel er mere af det samme vores politikeres svar på alle disse spørgsmål.

Klimapolitisk set betyder det, at vi efter at have kørt med kurs mod afgrunden i mange årtier nu kører på kanten af den. Det bedste regeringen kunne gøre var at kaste håndklædet i ringen som Anker Jørgensen og erkende, at den ikke magter opgaven, og udskrive valg. Der er for meget på spil. Den har forpasset enhver chance. Den har ikke ideerne, redskaberne og viljen til at gennemføre de nødvendige reformer.

De radikales klimaordfører, Rasmus Helveg, sagde, at han ville føle sig som »en idiot«, hvis der var tale om en klimaaftale og ikke blot en trafikaftale. Men det er noget sludder: Man kan ikke lave trafikpolitik uden samtidig at lave klimapolitik.

Politikerne laver politik i blinde, og forklaringen må være, at partierne i Folketinget grundlæggende ikke forstår, hvad videnskaben fortæller os om det vindue for politisk handling, som hastigt er ved at lukke. Der er masser af aktuelle eksempler, der burde være wakeupcalls. F.eks. de rekordhøje temperaturer, som man netop har målt i Canada, som mange forbinder med klimakrisen. Aldrig før har man haft knap 50 grader på den breddegrad. Temperaturen er i gang med at stige, og udledningen af fossile brændsler accelererer opvarmningen af kloden.

I stedet er politikerne administratorer af den fossile økonomi. Man kan sige, at der findes to slags politikere: dem, som forsøger at løse problemer med det, som skabte dem, og dem, som Knud Heinesen, som evner at lytte til advarsler, fakta, forskere og eksperter, og som forsøger at løse problemer ved at rydde op i det, som skabte problemerne. I 1980’erne krævede det en økonomisk hestekur. I dag kræver det en stram klimapolitisk kur. Den ansvarlige grønne ’kartoffelkur’ skal oprette den klimapolitiske balance.

Ligesom vi har et økonomisk budget, har vi nemlig også et CO2-budget, som er den begrænsede mængde drivhusgas, vi har tilbage, hvis vi vil leve op til Paris-aftalen. Hvis man udbygger den fossile infrastruktur, bruger man fra CO2-budgettet, som så ikke kan bruges andre steder – f.eks. til hospitaler og varme. Når man tager udgangspunkt i CO2-budgettet, så forstår man, at vi har brug for at tænke transportpolitik fuldstændig forfra. Der er ganske enkelt ikke CO2 i budgettet til at udbygge infrastrukturen de næste 15 år. At udskifte fossilbiler med elbiler er bare én lille tangent, men det er slet ikke nok. Vi skal reorganisere vores byer, prioritere CO2-venlig transport som cykler, kollektiv trafik og deleordninger. Privatbilismens tid er forbi. Ikke fordi vi ikke har penge til det, men fordi vi ikke har CO2 til det.

Den omstilling bør bygge på følgende principper. 1) Stop al udbygning af den fossile sektor og økonomi. 2) Indfør en stram klimaregulering, der hurtigt udfaser alle sorte produkter og services og samtidig åbner for en massiv markedsdreven indfasning af grønne produkter og services. 3) Inspirer og betal for andre landes omstilling.

Folketingets partier har valgt at gå i den modsatte retning ved at udbygge det fossile samfund. Det er økonomiske uansvarligt, men først og fremmest klimamæssigt uansvarligt.