Jan Vejnaa Hansen: Concitos store kommunale klimaprojekt lever ikke op til Parisaftalen
C40, Concito og partnerskabet bag DK2020 vælger simpelthen at se stort på drivhusgasbudgettet og klimavidenskaben, skriver Jan Vejnaa Hansen, civilingeniør i energi og rådgiver i Momentum, i dette debatindlæg bragt i Klimamonitor.
Gennem partnerskabsprojektet DK2020 har foreløbig 66 danske kommuner forpligtet sig til at udvikle klimaplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger.
Det er imidlertid et afgørende problem, at de overordnede rammer og præmisser for DK2020 helt misfortolker Parisaftalen.
Denne alvorlige misfortolkning afstedkommer, at indsatserne i klimaplanerne slet ikke får det tilstrækkelige omfang og hastighed, der er nødvendig.
Concito er fagligt sekretariat og videnspartner for det treårige projekt, der gennemføres i samarbejde med bynetværket C40 og afsluttes medio 2023.
I dette åbne brev vil vi i Momentum spørge Concito, om partnerskabsprojektet DK2020 lever op til Parisaftalen?
Vi mener ikke, at klimaplanerne i DK2020 lever op til Parisaftalen.
Hvordan det hænger sammen, vil vi redegøre for i det følgende.
Baggrund
Som I også skriver på jeres hjemmeside om partnerskabsprojektet DK2020 udgav bynetværket C40 og konsulentbureauet Arup rapporten Deadline 2020 i 2016, året efter vedtagelsen af Parisaftalen.
Rapporten var tiltænkt at sætte en global standard for, hvordan byer og kommuner kan bidrage til at opnå Parisaftalens målsætninger.
Efter udgivelsen af rapporten Deadline 2020 udviklede C40 et omfattende program, hvorigennem medlemsbyerne bliver støttet i at udvikle klimaplaner, der lever op til Parisaftalens 1,5 grader celsius-målsætning. Det er dette program, som DK2020 bygger videre på og har aktiveret i en dansk sammenhæng.
Budget for drivhusgasser overskrides længe inden 2050
Det totale budget for udledninger af drivhusgasser i C40-byer er beregnet til 22 gigaton CO2e gældende fra 1. januar 2016.
I figur 1 (fra rapportens side 30) ses eksempler på reduktionsstier for udledning af drivhusgasser.
Figur 1: Eksempler på reduktionsstier for udledning af drivhusgasser i C40-byer (fra side 31 i rapporten Deadline 2020)
C40 har valgt at anvende reduktionssti 1, som har en udledning på nettonul i 2050.
Problemet er, at der på denne reduktionssti udledes i alt 53 Gt CO2e i perioden 2016-2050. I 2050 har man altså overskredet drivhusgasbudgettet på 22 Gt CO2e med 140 procent.
Det betyder, at C40-byerne længe inden 2050 har udledt de 22 Gt CO2e, som svarer til en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader celcius, og dermed vil byerne ikke kunne overholde Parisaftalen.
Middeltemperaturstigningen vil altså i et ukendt antal år frem mod 2050 (og sandsynligvis også længere tid) være højere end 1,5 grader.
Det har følgende konsekvenser ifølge FN’s klimapanel, IPCC’s særrapport, SR15:
»Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5 grader celsius global middeltemperaturstigning.«
Der er altså al mulig grund til at holde temperaturstigningen under 1,5 grader celsius.
Massive negative udledninger efter 2050 hjælper ikke
Vigtigt er også at lægge mærke til, at der på reduktionssti 1 er indlagt negative emissioner fra 2050.
I perioden 2016-2050 har man udledt 31 Gt CO2e mere, end drivhusgasbudgettet tillader.
C40 forudsætter, at denne mængde kan fjernes fra atmosfæren frem mod år 2100. Det er ret usandsynligt, at man vil være i stand til at trække CO2 ud af atmosfæren i en så stor skala.
Skulle det mod forventning alligevel lykkes at trække de store mængder CO2 ud af atmosfæren, vil man stadig i en årrække have haft en højere global middeltemperaturstigning end 1,5 grader celsius med alle de risici, det medfører, for eksempel overskridelse af en række tipping points.
Nettonul i 2050 lever IKKE op til Parisaftalen
Ved at lade målsætningen om en drivhusgasudledning på nettonul i 2050 være det styrende succeskriterie for klimaindsatsen, begår C40 den alvorlige fejl:
Man sætter et punktmål op (klimaneutralitet) for et specifikt år (2050) uden at forholde sig til, om reduktionsstien sikrer overholdelse af drivhusgasbudgettet.
Det får følgende konsekvenser:
Indsatserne i klimaplanerne får slet ikke det tilstrækkelige omfang og hurtige hastighed, der er nødvendig.
Budgettet for drivhusgasser overskrides længe inden 2050.
Den globale middeltemperaturstigning overstiger 1,5 °C i en ukendt årrække, og man lever dermed ikke op til Parisaftalen.
Den højere temperaturstigning medfører uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund og øger risikoen for selvforstærkende processer i klimasystemet.
DK2020 lever IKKE op til Parisaftalen
DK2020 tager udgangspunkt i programmet og målsætningen for C40-byerne.
Derfor har man i DK2020 sat som succeskriterie for klimaplanerne, at kommunerne skal være klimaneutrale senest i år 2050.
Concito og partnerskabet bag DK2020 viderefører dermed den meget alvorlige fejl fra bynetværket C40 ved at bruge punktmålet klimaneutralitet for 2050 uden at forholde sig til reduktionsstien, og om drivhusgasbudgettet er overholdt.
Af samme årsager som nævnt i forrige afsnit kommer klimaplanerne i DK2020 ikke til at leve op til Parisaftalen.
Vi skal regne og agere på den rigtige måde
Reduktionssti 2 med meget hurtigere reduktioner og uden negative nettoudledninger burde have været grundlaget for C40-byernes og DK2020-kommunernes klimaplaner. Her er drivhusgasbudgettet allerede brugt op omkring år 2030.
Så i virkeligheden bør C40-byerne og DK2020-kommunerne have en nuludledning allerede i år 2030 (såfremt reduktionssti 2 følges allerede fra 2016). C40 har vurderet, at dette er umuligt. Det samme gør Concito og partnerskabet bag DK2020 åbenbart også.
Det er ikke et spørgsmål om, hvad man anser for muligt, men om hvad der er nødvendigt. C40, Concito og partnerskabet bag 2020 vælger simpelthen at se stort på drivhusgasbudgettet og klimavidenskaben.
I klimaindsatsen afgøres succeskriterier ikke af punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal, men af de samlede udledninger af drivhusgasser i et givet tidsinterval.
DK2020 har fejlet katastrofalt, hvis man f.eks. lykkes med at opnå en CO2e-reduktion på 70% i 2030 (sammenlignet med et referenceår) eller nettonuludslip i 2050, men at man på vej derhen har smølet så meget, at man har udledt flere drivhusgasser, end der var plads til i budgettet.
Med andre ord skal succeskriterierne for klimaindsatsen baseres på, om man på vejen eller stien, man tager hen mod et givet årstal, overholder drivhusgasbudgettet.
I klimaplanerne må vi altså ikke begå den fejl at sætte statiske mål om en drivhusgasreduktion på x % i specifikke årstal. I stedet skal vi holde den nødvendige klimaindsats op mod dynamiske drivhusgasbudgetter, hvor budgettet løbende justeres alt efter, hvor meget vi udleder, og hvad den nyeste klimavidenskab tilsiger.
