Hvorfor ignorerer vi vores viden?
TÆNK HVIS VI KUNNE HAVE FORUDSET CORONAKRISEN FOR 100 ÅR SIDEN
COVID-19 kom som et chok for vores samfund. Med ét blev både vores kultur, vores strukturer og den enkelte borger sat på prøve. Intet skulle være som før. De fleste ville nok nikke ja til det udsagn, at vi ikke var klar. Ingen vil gå igennem coronakrisen igen.
Forestil dig, at vi allerede på dag ét af krisen havde haft hele håndteringen klar. Ja tænk engang, hvis vi havde lært om hygiejne i skolerne de sidste hundrede år, haft vaccinerne på vej, havde udviklet hjælpepakkerne, spritdispenserne var sat op, tiltagene med mundbind og afstand i offentligheden var klar og selve reglerne for erhvervsdrivende slået fast. I stedet blev coronakrisen til en krise, som skulle løses baglæns. Det blev dyrt økonomisk, men også mentalt og kulturelt.
Vi har nu, takket været klimaforskningen, muligheden for at løse en krise forlæns, og det er rent ud sagt tåbeligt ikke at gribe den, for vi ved, at det bliver dyrere, hvis vi ikke løser krisen, inden det er for sent. Meget dyrere. I overført betydning kan vi se den flagermus, som bar den første coronamutation. Alligevel får den lov til at flakse frit rundt på et dyremarked. Vi kan se klimakrisen i krystalkuglen og kender vores skæbne med den nuværende kurs.
I Momentum mener vi, at det er uforsvarligt af regeringen at satse hele butikken på et teknologisk fix en gang ude i fremtiden. Det har ikke hold i virkeligheden. Forskning og eksperter afviser det. Det er et absurd paradoks, hvor regeringen sætter sin lid til forskning uden at ville lytte til forskning. Man kan teoretisere længe over årsager til nøleriet, men faktum er, at vi IKKE ser handling fra regeringen, som lever op til Danmarks forpligtelser ift. Paris-aftalen. Vi er ikke et grønt foregangsland, som vores regering forsøger at bilde os ind.
Det er fint at inddrage erhvervslivet og at sætte ind i forhold til den private forbruger, men vi skal stoppe med at malke koen i den brændende stald. Det som der virkelig skal til for at løse krisen er politiske rammer, politisk handling. Strukturer som simpelthen garanterer, at vi ikke overstiger vores udledningskvote.
Helt konkret ønsker vi at respektere klimaforskningen, at indføre et budget for vores CO2-udledning og at rationere vores udledninger, så der ikke opstår øget ulighed som følge af den politiske regulering. Det er en seriøs tilgang til krisen, som kan garantere, at vi når i mål.
I Momentum vil vi løse klimakrisen forlæns, så det ikke ender i kaos og lockdown. Det er muligt, hvis vi handler hurtigt, men for hver dag der går uden reel handling, jo værre bliver det.
Vi håber, du vil være med.
Theresa Scavenius,
Talsperson