Klimapolitik er et simpelt spørgsmål om risiko, så hvor stor en risiko tør du løbe?

Når regeringen vælger at følge en hockeystavsmodel i sin klimapolitik, løber den en ekstrem risiko, som er moralsk uansvarlig

Debatindlæg i Politiken 6. april 2021

Theresa Scavenius,
Talsperson for Momentum

I klimapartiet Momentum er vores politiske strategi ’klima først’. Men hvorfor er det egentlig, at klimaet skal sættes først? Er der ikke andre politiske udfordringer, som også er vigtige? Hvad med børnene i de syriske flygtningelejre? Hvad med omfordeling, uddannelser, indsatte i fængsler eller f.eks. ligestilling?

Vores udgangspunkt er, at vi har uoverskueligt mange moralske forpligtelser, og at den politiske arbejdsliste er ekstrem lang. Alligevel er vores prioritering klar.

Forestil dig, at taget på dit hus blev revet af i en storm. I det tilfælde er det meget tydeligt, at du selvfølgelig prioriterer nogle ting før andre ting. Du vil nok allerførst sikre dig, at dine børn er o.k., og derefter hurtigt ringe efter nogen, som kan hjælpe dig med først at lave en midlertidig løsning med f.eks. en presenning, så man kan opholde sig inden i huset.

Derefter vil du planlægge, hvordan huset og taget kan blive repareret, efter du har fået et overblik over, hvor stor skaden er. Men allerede efter presenningen er blevet sat op, kan du også koncentrere dig om alle de andre ting, som du også skal ordne: Børnene skal selvfølgelig have noget mad, og måske skal de følges i skole næste morgen, og der skal smøres madpakke, osv.

Analogien er her, at vi godt kan håndtere andre politiske udfordringer, hvis vi ved, at der er nogen, som har styr på stormskaderne. Så længe der ikke er nogen, der har sat en presenning op og sikret, at det ikke er livsfarligt at opholde sig i huset, så går du selvfølgelig ikke i gang med aftensmaden til ungerne.

Sådan laver vi hele tiden prioriteringer og vurderer, hvad der er vigtigst i forhold til andre ting.

Men hvorfor er det så, at klimaet skal prioriteres og sættes først? Er det sandt, at det er vigtigere end noget andet? Ja, det er det.

En række internationalt anerkendte forskere har i tidsskriftet Nature forsøgt at beskrive det ved at tage udgangspunkt i en definition af nødsituationer.

En nødsituation ( N ) er defineret som produktet af risiko og hast (urgency). Risiko (R) er defineret som sandsynlighed (p) gange skade (S). Hast (H) er defineret i nødstilfælde som reaktionstid på en advarsel (a) divideret med den tid, som er tilbage for at undgå et skadeligt udfald (T). Det giver:

N = R × H = p × S × a / T

Det er en nødsituation, hvis både risiko og hast er høj. Hvis vores reaktionstid er længere end vores interventionstid (a / T > 1), så har vi tabt kontrollen.

Vi har selvfølgelig ikke de præcise tal, fordi ingen ved med sikkerhed, hvad det koster os økonomisk, menneskeligt eller demokratisk, hvis f.eks. isen smelter, og havene stiger, men selv med grove overslag er det tydeligt, at klimakrisen er på vej ud af kontrol. Og at den risiko, vi løber ved at ignorere forskernes advarsler, er alt for stor, i forhold til hvad vi normalt ville acceptere.

Klimakrisen adskiller sig især i omfang og tidsperspektiv fra andre risici, som vi løber. Et andet eksempel kunne være noget helt jordnært som f.eks. adgang til strande for bevægelseshæmmede. Hvis vi ikke får bygget adgangene til strandene, er det en stor og alvorlig gene for en række mennesker i en række sommermåneder. Men hvis vi ikke når det i år, har vi mulighed for at gøre forsøget igen næste år.

Her er klimakrisen meget anderledes. Klimakrisen har uoverskuelige konsekvenser for hele verden, alle mennesker, vores økonomi, civilisation og andre dyre- og plantearter. Og samtidig er tidsperspektivet meget stramt, fordi vi risikerer uigenkaldelige klimaforandringer, jo mere vi udleder – også kaldet tipping points , hvor klimaforandringerne simpelthen bliver selvforstærkende med uoverskuelige konsekvenser for mennesker og alle andre arter.

Det kan sammenlignes med at hælde kemikalier i en sø. I lang tid vil vandsystemet kunne nedbryde kemikalierne og genskabe det rene vand. Nogle gange tager det kort tid, andre gange lang tid. Men der kan også ske det, at mængden af kemikalier kommer med en så stor hastighed, at vandet mister evnen til at genskabe sig selv og bliver forurenet for altid.

Du kan også forestille dig en båd, der tager vand ind. Hvis båden tager mere vand ind, end du kan nå at tage ud, så vil du på et tidspunkt opgive og lade båden synke, fordi du har mistet kontrollen.

GRUNDLÆGGENDE er pointen, at klimapolitik handler om risikovurderinger og sandsynlighed. Det lyder måske umiddelbart som vanskelige størrelser at arbejde med politisk. Men i virkeligheden gør vi det hele tiden.

Al coronapolitik er baseret på risikovurderinger og sandsynlighedsberegninger. Hvis vi åbner skolerne og frisørerne, hvor meget vil smittetrykket så sandsynligvis stige? Og hvilken risiko er vi villige til at tage?

Den danske coronapolitik har overvejende taget udgangspunkt i et forsigtighedsprincip, hvor regeringen ikke har accepteret en høj risiko for sandsynlige scenarier. Denne tankegang skal vi overføre på klimakrisen. Vi skal stille os selv spørgsmålene: Hvad er sandsynligheden for hvilke scenarier? Og hvilken risiko er vi villig til at løbe?

I øjeblikket er verden på vej mod en opvarmning, som med høj sandsynlighed vil lede til en række kædereaktioner, som kan betyde, at vi mister muligheden for at vende tilbage til normalen, som har været grundlaget for al menneskelig civilisation de seneste 400 generationer.

Er det en risiko, vi er villig til at løbe? I Momentum mener vi, at det er ekstremt uansvarligt moralsk set.

Den socialdemokratiske regering har valgt at følge den såkaldte hockeystavsmodel, der udskyder reduktioner i udledninger indtil sidste øjeblik inden 2030, fordi regeringen krydser fingre for, at det til den tid vil være billigere at løse opgaven. Uagtet at vi med den model vil overskride vores CO2-budget, længe inden vi når til 2030. At følge en hockeystavsmodel er at løbe en ekstrem risiko, som er moralsk uansvarlig.