Jan Vejnaa Hansen: En grundig gennemgang af, hvorfor klimaloven bedrager os

Klimalovens præmisser er ikke i overensstemmelse med klimavidenskaben, og vores grønne omstilling er derfor ikke tilstrækkelig. Det argumenterer civilingeniør Jan Vejnaa Hansen for i dette debatindlæg, hvor han gennemgår problematikkerne styk for styk. Bragt i Klimamonitor

Folketinget vedtog i 2020 den danske klimalov. Formålet med loven er, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser i 2030 med 70 procent sammenlignet med 1990 og være et klimaneutralt samfund senest i 2050.

Hverken 2030 eller 2050 er imidlertid relevante tidsperspektiver i en klimamæssig sammenhæng. Det er i stedet afgørende, hvad vi gør nu og i resten af 2021 og 2022 og hvert år fremover.

Globalt CO2-budget

Videnskaben siger tydeligt, at vi har brug for hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer på alle samfundsområder.

FN’s klimapanel, IPCC, fremlagde i slutningen af 2018 deres særrapport, SR15 . En af rapportens vigtigste konklusioner er:

»Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5°C global middeltemperaturstigning«.

På nuværende tidspunkt er middeltemperaturen allerede øget med 1,1°C – 1,2°C.

Klimavidenskaben har beregnet, hvor meget CO2 vi må udlede fra et givet tidspunkt, før vi overskrider en temperaturstigning på 1,5°C.

Denne mængde kaldes vores globale CO2-budget.

Budgettet vil med det nuværende tempo for udledning af drivhusgasser i bedste fald være opbrugt om mindre end 5 år.

Danmarks andel af det globale CO2-budget

Der er en række mulige fordelingsprincipper, når man skal ’oversætte’ et globalt CO2-budget til et lands CO2-budget.

FN’s Klimapanel beskriver fire forskellige overordnede principper, som skal lægges til grund for fordeling af det globale CO2-budget:

Ansvar, evner, lighed og ret til udvikling.

Eksempelvis har Danmark historisk set udledt væsentligt flere drivhusgasser per indbygger end et afrikansk land som for eksempel Kenya eller Tanzania. Vi er desuden markant rigere og har lettere ved at gennemføre en grøn omstilling. Derfor kan man argumentere for, at Danmarks andel af det globale CO2-budget skal være mindre end andre landes.

Klimarådet har valgt at tage udgangspunkt i et princip, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet, som det var pr. 1. januar 2018. Princippet opfylder kun ét ud af FN’s fire principper. Danmark vil med dette fordelingsprincip blive tildelt et større CO2-budget, end det retfærdigvis er berettiget til.

På trods af det åbenlyst uretfærdige princip, er debatindlægget baseret på dette princip. Senere i debatindlægget ser vi på, hvor stort Danmarks CO2-budget er.

Klimaloven og opgørelse af CO2-udledninger for Danmark

Klimaloven er desværre på to afgørende punkter baseret på nogle fejlagtige og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

1. Man bruger fejlagtigt ikke CO2-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for reduktioner i vilkårlige årstal.

2. I opgørelserne tæller man kun en mindre del af de CO2-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

Opgørelser af CO2-udledninger er misvisende

De danske udledninger af CO2 er sammensat af flere elementer. Klimaloven adresserer kun de udledninger, som er opgjort efter FN’s såkaldte territorialprincip. Disse udledninger udgjorde i 2019 kun cirka en tredjedel af CO2-udledningen fra danske aktiviteter, som medregnes i klimaloven.

I Figur 1 ses sammensætningen af CO2-udledninger fra danske aktiviteter i perioden 1990-2019.

Det danske CO2-budget er brugt op

Som nævnt tidligere tager dette debatindlæg udgangspunkt i princippet, hvor alle mennesker i verden tildeles lige meget af CO2-budgettet.

I Tabel 2 ses Danmarks andel af det globale CO2-budget pr. 1/1-2020 samt, hvornår CO2-budgettet er brugt op, hvis vi fortsætter udledningen af drivhusgasser med det nuværende tempo (som i 2020) og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen man inkluderer i opgørelsen.

Som det ses, er det et ekstremt kort tidsperspektiv, vi skal holde vores ambitioner op imod.

Derfor giver det absolut ingen mening at tale om tidsperspektiver som 2030 og 2050. Vi kan ikke vente 10 eller 30 år. Det er nu.

Hvilken sti skal vi følge?

Succeskriterierne for klimaindsatsen skal baseres på CO2-budgettet og vejen eller stien, man følger hen mod et givet årstal.

Reelt set har vi kun et CO2-budget at ’tære af’, hvis man udelukkende vælger at medregne CO2-udledninger fra aktiviteter omfattet af klimaloven og klimaloven + biomasse.

Det er selvfølgelig kun ved skrivebordet eller i et regneark, at vi selv kan ’vælge’, hvordan vi opgør CO2-udledningerne. Klimaet er ligeglad med regneark.

Men lad os for et øjeblik købe den falske præmis, at vi kun medregner CO2-udledninger fra aktiviteter relateret til klimaloven og klimaloven + biomasse.

Man kan enten tage udgangspunkt i en lineær reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme mængde år for år, eller i en eksponentiel reduktionsstrategi, hvor man reducerer med den samme procentdel år for år.

Resultaterne ses i Figur 2 og Figur 3.

I Tabel 2 ses en samlet oversigt for, hvornår det danske CO2-budget er brugt op samt den nødvendige CO2-reduktion pr. år ved såvel en lineær reduktion som en eksponentielt aftagende reduktion startende i 2021og afhængig af, hvilke dele af CO2-udledningen, man tæller med.

Derfor bedrager klimaloven os

Klimavidenskaben siger, at det såkaldte CO2-budget skal være grundlag for klimaindsatsen.

Klimaloven er på to afgørende punkter baseret på nogle forkerte og misvisende opgørelsesprincipper, som er i modstrid med klimavidenskaben:

1. Man bruger fejlagtigt ikke CO2e-budgettet som et succeskriterie, men i stedet punktmål for 2030 og 2050.

2. I opgørelserne tæller man kun ca. en tredjedel af de CO2e-udledninger med, som opretholdelsen af det danske samfund giver anledning til.

Klimaet er ligeglad med den slags skrivebords- og regnearksøvelser. Det danske CO2-budget blev med det anvendte fordelingsprincip brugt op sidste år, så det er den situation, vi skal forholde os til.

Derfor er det helt afgørende, hvad vi gør nu og i resten af 2021 og 2022 og …

Vi begår en katastrofal fejl, når vi lader punktmålene i klimaloven være styrende for vores klimaindsats.