Theresa Scavenius: Det er en​ grotesk situation

Alt hvad vi ser og hører i øjeblikket er løgn og et grotekst politisk teater. Jeg bliver faktisk virkelig træt af at sige det samme igen og igen uden resultat. Klimakrisen er som et stort syltetøjsglas, som er umuligt at åbne med de bare hænder, fordi der er for meget undertryk.

Kommentar af Theresa Scavenius i Politiken

Den politiske opgave er ikke at få Dan Jørgensen til at forstå klimakrisen, men at genopbygge vores institutioner.

Denne sommer har på mange måder gjort det meget håndgribeligt, hvad klimaforandringerne er for en størrelse. Det er brande i Canada, Tyrkiet og Grækenland. Det er vilde oversvømmelser, blandt andet også helt tæt på os i Tyskland og Belgien.

Vi begynder nu at møde konsekvenserne af klimaforandringerne i form af vand, der enten mangler i form af tørke, eller pludselig findes i uhåndterbare mængder de forkerte steder.

Klimakrisen er et fænomen, som vores samfund, civilisation og økonomi endnu ikke er gearet til. Vi har endnu ikke designet byer, bygget boliger, veje og broer, eller skabt en global økonomi, der kan håndtere, at floder og oceaner ikke altid er der, hvor de plejer at være, eller at temperaturen stiger mere, end hvad der er normalt.

Selv om disse vejrfænomener jo kan være slemme nok, er de største risici sådan set forbundet med følgevirkningerne. Disse anormale vejrfænomener vil skabe en stigende politisk og samfundsmæssig ustabilitet forårsaget af, at konsekvenserne af klimakrisen rammer grundlæggende skævt, men også mange gange tilfældigt.

Forleden kom så den seneste IPCC-rapport, der samler al den viden, vi som verdenssamfund har akkumuleret om planetens klimatiske forhold. Rapporten indeholdt klokkeklare informationer, som burde føre til yderligere politisk handling nu.

Rapporten var selvfølgelig en god anledning for alle de ’grønne’ politikere som f.eks. Dan Jørgensen (S) til at udpensle bekymringer for klimaet. Selvsamme dag udtalte han dog, at det ikke ville få regeringen til at ændre den politik, som i øjeblikket bidrager til at føre os i retning af en 3-4 graders varmere verden. Der skal altså gøres noget, bare ikke af os selv.

DET ER EN grotesk situation, vi står i. Vi har en minister, som anerkender situationens alvor, men alligevel ikke synes, det er en opgave, som lander på hans skrivebord.

Det er selvfølgeligt nemt at give Dan Jørgensen skylden alene. Men i virkeligheden er han blot et symptom på den kultur, som Sigge Winther Nielsen beskriver i sin nylige bog ’Entreprenørstaten’, hvor politik primært er fordørspolitik, der laves til ære for medierne, men som ikke rigtig nogen effekt har realpolitisk. Et symptom på det, som Henrik Kaare Nielsen beskriver i sin bog ’I affekt’, hvori det beskrives, hvordan et sansemæssigt fokus skubber fornuft og universelle menneskeinteresser til siden, og et symptom på det, som Pierre Rosanvallon beskriver i sin bog ’Populismens Århundrede’, nemlig at skellet mellem kendsgerninger og meninger opløses under påberåbelse af en generel og ekstremistisk politisering. I modsætning til det, er demokratiet først og fremmest et system, der hele tiden evner at stille spørgsmål til sig selv, og ikke lader magten korrumpere viden og normer.

Dan Jørgensen fungerer med andre ord blot som kransekagefigur i en regering, som er gearet til at tiltrække stemmer frem for at løse reelle politiske problemer. At skabe følelser frem for at skabe fakta og et normativt fællesskab.

Socialdemokratiet og mange andre befinder sig i toppen af et administrativt system, som de sidste to-tre årtier har svækket statens mulighed for at respondere på og forholde sig til komplekse problemstillinger, der er videnskabeligt dokumenteret.

Det er en svaghed ved demokratiet, som har været anråbt i mange år, ja faktisk siden 1920’erne. Blandt andet af den politiske teoretiker Carl Schmitt, som mente, at demokratiet ville spille fallit, da det ikke kan handle hurtigt og effektivt nok på sine problemer.

Det er denne svaghed, som jeg forskningsmæssigt beskæftiger mig med. At vores ’response capacity ’ i vores nuværende internationale og nationale institutioner har en lav evne til at respondere på de advarsler og risikoscenarier, som klimaforskerne beskriver.

Derfor er den politiske opgave nu ikke primært at få Dan Jørgensen til at forstå noget som helst, men derimod at genopbygge vores institutioner, så de evner at regulere og udfase klimaforurening. Og det kræver blandt andet en styrket og stærkere forståelse for, hvad forskning og videnskabs relation til demokratiet er.

NÅR JEG LÆSER IPCC-rapporten, bliver jeg dybt imponeret over den klimavidenskab, der ligger til grund for den. Rapporten i sig selv er ikke den mest interessante, fordi den blot er opsummering, der er politisk godkendt, og er skrevet ind i en ramme af en række scenarier, som jeg er ved at skrive en kritisk forskningsartikel om. Men det interessante at bemærke er al den forskning, som er blevet akkumuleret over årtier.

Tænk en gang hvilken biologisk art og civilisation, som vi er del af, som kan producere så kompliceret viden om, hvordan vores planet så ud for millioner år siden, og om hvordan afbrænding af fossilt materiale, som er blevet indkapslet på grund af komplekse geologiske processer, har betydning for temperaturudviklingen på planeten.

Vi bør være stolte over menneskeheden. Vi er en fascinerende størrelse, som har opbygget store internationale vidensinstitutioner, der evner at akkumulere viden på tværs af århundreder og kulturer om meget komplekse mekanismer, processer og årsagssammenhænge.

Men lige så fascinerende som videnskaben er, lige så nedslående er det, at vi har udviklet en række paralyserede demokratiske og politiske institutioner, som ikke længere evner at optage den viden. Som ikke længere kan omsætte forskning og viden til politik og handling.

Det er dér, kampen står nu. Vi har viden, vi har institutioner, men vi har glemt, hvordan vi bruger dem. Vi har glemt formålet med det hele. Engang udbyggede vi en velfærdsstat og sikrede pension, sundhed, børnepasning, sikkerhedsnet og gratis uddannelser. I dag skal vi tage næste skridt og bygge nationale og internationale institutioner, der muliggør, at vi kan leve inden for planetens grænser.

Desværre så er det mest sandsynlige scenarie, at heller ikke denne IPCC-rapport vil have nogen betydning. Der er i øjeblikket kun én retning for CO2-udledningen, og det er op.

Jeg er derfor gået i gang med at genlæse ’Learning How to Die in the Anthropocene’ af Roy Scranton. Hans konklusion er, at det kun er menneskehedens evne til at forstå vores egen dødelighed, som måske kan vække til en ny humanistisk oplysning. Og derefter – kunne man håbe – en politisk revolution.

Forskningsmæssigt mener jeg dog ikke, at der er belæg for et sådant håb. Vi er fanget i det scenarie, som Nietzsche frygtede, hvor ’gud er død’, dvs. hvor stammetænkningen i form af populisme vinder frem i flere og flere lande. Med populismen defineres der en helt anden etisk ramme end med et humanistisk ideal. Her er vi os selv og vores egen lille gruppe nærmest. Det almene vel bliver med populismen ligegyldigt og ikke-eksisterende som andet end et like på Facebook.

Det er problematisk, når affekt og populisme vipper videnskab og filosofi af pinden. For de klimapolitiske beslutninger kræver et system, der giver videnskab og forskning en vigtig rolle i forhold til at designe politik. Det er jo netop problemet, at vi ikke længere har en samfundsmodel, hvor videnskab og forskning spiller en vigtig rolle. I dag kan en tweet eller et Facebook-opslag opleves lige så sandt som den viden, som er blevet akkumuleret over lang tid.

I dansk kontekst har Christiansborg siden Anders Fogh Rasmussens opgør med eksperter og smagsdommere flyttet politik fra at lytte til fagpersoner og eksperter til i højere grad at lytte til konkurrencestatens vækstøkonomer samt på populistisk vis designe politik ud fra meningsmålingerne. Det er et neoliberalt paradigme, hvor det almene vel bliver erstattet af snævre økonomiske interesser. Lige nu er vi fastlåst i dette paradigme, hvor overdreven fokus på forsimpling fører til en relativisme, som giver gode levevilkår for populismen.

Vi ser endda hastige skridt til at nedbryde de humanistiske fakulteter gennem dimensionering, erhvervsretning af uddannelserne og ved forbud mod normativitet. Senest den løftede pegefinger fra politikerne til universiteterne. Kunne universiteterne sende en løftet pegefinger tilbage, så burde de gøre det.

Universiteterne er støbt i demokratiet og skal selvfølgelig træde i normativ karakter, når deres, og det samfund, de er en del af, eksistens trues. Kun hvis de gør det, kan vi gennemtvinge klimapolitisk handling og demokratisk selvrefleksion.

Det er en kamp mellem to scenarier. Enten formår politiske kræfter, som Momentum og Klimabevægelsen, at skabe en bølge, som kan sikre vores demokratiske institutioner og deres humanistiske formål, eller vi lader stå hint om den nuværende udvikling og ender med et pseudo-demokrati, som reelt set blot varetager fåtallets økonomiske interesser.

Det mest sandsynlige scenarie er, at klimaforskerne vil fortsætte deres dokumentation af planetens opvarmning. Vi vil som beboere på den blive mere og mere oplyste, men samtidig også mere og mere handlingslammede, fordi de institutionelle værktøjer løbende svækkes.

IPCC-rapporten konkluderer, at vi allerede har fejlet. Vi er på vej ind i det antropocæne, hvor menneskeheden er den primære drivkraft bag geologiske forandringer på planeten. Det burde ikke have været sket, fordi videnskaben har advaret vores politiske systemer om konsekvenserne ved overdreven drivhusgasudledning i tre årtier. Men det skete alligevel.

Vi har fejlet, men vi har ikke tabt endnu. Hvor slemt det ender, ved vi endnu ikke. Det afhænger af, hvordan vores politiske systemer reagerer på endnu et wakeupcall fra verdens forskere.

Jeg er ikke håbefuld.