Mikkel Bahl: Det er på tide at snakke om rationering

Grønne afgifter truer med at skabe et A-hold og et B-hold, hvor nogle har adgang til bestemte privilegier, mens andre ikke har, og det problem løser en grøn check ikke. Løsningen er rationering, hvor alle borgere får en personlig kvote for CO2-udslip, skriver tidligere politisk rådgiver i Europa-Parlamentet og medstifter af klimapartiet Momentum Mikkel Bahl i denne kronik i Information.

EU’s håbløst utilstrækkelige klimapakke Fit for 55 møder modstand fra politikere, der frygter borgernes reaktion, når afgifterne rammer benzin og opvarmning.

Det beskriver historiker Adam Tooze i Information den 25. august, hvor De Gule Veste sammenlignes med et spøgelse, der går gennem Europa.

Det kan godt være, at bevægelsen i Frankrig er ved at ebbe ud, men spøgelset hjemsøger stadig Europas politikere, der frygter et folkeligt oprør, når de nye grønne afgifter rammer.

Adam Tooze argumenterer dog også overbevisende for, at det ikke var Emmanuel Macrons afgift på diesel, der var hovedårsagen til opblomstringen af De Gule Veste i Frankrig.

Borgerne er generelt langt mere modtagelige for drastiske klimatiltag, end de fleste politikerne tror, hvilket senest blev illustreret af det danske borgerting, der efter at være blevet sat grundigt ind i klimakrisen var parat til at gennemføre meget store forandringer.

Det er rigtigt, at borgerne slet ikke er så bange for grønne afgifter, som mange politikere tror, men vi må også se i øjnene, at grønne afgifter altid vender den tunge ende nedad.

Det siger sig selv, at en lille husholdning rammes meget hårdere end en stor husholdning, når prisen på benzin, kød, flyrejser eller andet klimaskadeligt forbrug stiger.

Den grønne checks utilstrækkelighed

Det har været en udfordring for den grønne venstrefløj i årtier, og i de senere år er ideen om en grøn check opstået.

For at kompensere de lavtlønnede kan staten tilbageføre størstedelen af indtægterne fra en grøn afgift, så velfærdstabet ikke virker så voldsomt eller ligefrem forbedres.

Den grønne check har hidtil været venstrefløjens bedste bud på at løse problemet, men det er ikke en reel løsning. Ideen har for det første ikke overbevist regeringspartierne på kontinentet til at bakke op om de nødvendige grønne afgifter.

Og som Adam Tooze beskriver det, så møder EU-Kommissionens klimapakke modstand fra politikere, der er bange for, at højere CO2-afgifter ender med gule veste.

Det er en overdreven frygt, men ikke desto mindre er det sådan, virkeligheden ser ud.

Ideen om at kompensere under- og middelklasse med grønne checks har ikke vundet indpas blandt regeringerne i EU, der lige nu forhandler EU’s klimapakke.

I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad til at gennemføre reel klimapolitik.

Frygten er overdreven, men den er ikke fuldstændig grundløs.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så rammer grønne afgifter nemlig fattige langt hårdere end rige. Det gælder både økonomisk og på adgang til goder. Her er det værd at bemærke, at den grønne check kun løser det økonomiske problem.

Grundudfordringen er jo, at vi skal forbruge langt mindre. Vi skal spise meget mindre kød, køre mindre i fossile biler, flyve mindre og købe mindre tøj og skrammel fra Kina. Det kan en grøn check ikke ændre på.

En grøn check kan kun kompensere de mindrebemidlede for deres tab, mens de rige fortsætter med at spise kød, flyve og overforbruge.

Den grønne check skal netop ikke bruges på disse ting, fordi så var vi jo lige vidt.

Den skal bruges på klimavenligt forbrug, mens klimaskadeligt forbrug altså bliver forbeholdt samfundets rigeste.

Kort sagt truer den grønne omstilling med at skabe et A-hold og et B-hold, hvor nogen har adgang til bestemte privilegier, mens andre ikke har. Det problem løser en grøn check ikke.

Rationering er løsningen

Den eneste måde at løse den indbyggede uretfærdighed i de nødvendige grønne afgifter er ved at indføre rationering.

Hvis vi skal undgå, at afgifterne vender den tunge ende nedad, så skal vi ikke lade markedet bestemme, men i stedet regulere konsekvent.

I klimapartiet Momentum foreslår vi, at alle borgere har ret til en vis kvote af drivhusgasser. Hvis du bor på landet, hvor den offentlige trafik er elendig, så har du en større kvote, end hvis du bor i byen. Din CO2-kvote er personlig, og du må selv bestemme, hvordan du bruger den. Ideen er at sætte folk fri.

Vil du helst spise en masse oksekød eller spare op og flyve til Grækenland en gang imellem? Det bestemmer du selv. Vi bliver nødt til at opfatte vores begrænsede drivhusgasudledninger som en slags ekstra valuta. Når vi betaler i Brugsen, så trækkes vi både på dankortet og på CO2-kortet.

Rationering lyder voldsomt, men vi har lige gjort det med vacciner.

Tænketanken Cepos foreslog at lade markedet bestemme, fordi det i deres logik ville betyde, at vaccinerne ville finde derhen, hvor der var mest brug for dem. Det er absurd, og som samfund afviste vi hurtigt deres skøre idé.

I stedet lod vi myndighederne fordele vacciner efter en række objektive kriterier, og vi ventede pænt i køen, til det blev vores tur. Vi accepterede det, fordi vi opfattede det som retfærdigt.

På samme måde accepterede vi alle sammen ikke at flyve under coronanedlukningen.

Men vi blev pissesure, da vi opdagede, at en lille gruppe mennesker pludselig fløj til Dubai og tog selfies, mens vi alle sammen sad i Danmark og ventede pænt.

Vi accepterede indgreb i den personlige frihed, fordi alle var i samme båd. Vi accepterede ikke at kunne flyve, fordi vi alle sammen gav afkald på det. Rig som fattig.

Socialdemokratiet er skrækslagne for, at deres vælgere skal opfatte forhøjede afgifter som uretfærdige. Derfor nøler de.

Og grundlæggende har de ret. Afgifter er uretfærdige, uanset hvor meget vi hæver den grønne check.

Ikke straf for fru Jensen

Det er på tide at kigge på omfattende rationering, som vi sidst havde i stor stil i Danmark under Anden Verdenskrig. Vi havde begrænsede ressourcer, og det var vigtigt for befolkningens moral, at vi ikke bare lod de rige opkøbe alt kød, kaffe og benzin.

Vi accepterede, at krisehåndtering kræver en befolkning, der løfter i flok. Og det gør befolkningen kun, hvis borgerne oplever politikken som retfærdig.

Det bliver ikke nødvendigvis sjovt, men klimakrisen kræver øjeblikkelig handling. Ikke langsigtede planer om reduktioner i 2030. Til den tid er vores CO2-budget opbrugt for længst, hvis vi ikke handler nu.

Klimapolitik handler ikke om flere elbiler på vejene, det handler om at fjerne fossilbiler øjeblikkeligt. Og hvis vi skal overbevise borgerne om en nedgang i levestandard i en periode, så kræver det, at alle er i samme båd som under corona.

Når man ændrer narrativet fra afgifter til rationering, så bliver den grønne omstilling langt mere spiselig for de fleste borgere.

Især når de får at vide, at rationeringerne primært vil ramme de rigeste, som tal fra Oxfam viser. De rigeste ti procent i EU er ansvarlige for samme mængde udledninger som de fattigste 50 procent.

Siden 1990 er udledningerne primært drevet af de rigeste ti procents er udledninger. Hvis det fortsætter, så mister vi selvfølgelig den folkelige opbakning til projektet.

Rationering er altså ikke en straf for den gennemsnitlige familie, der skal købe ind og lave mad til familien.

Almindelige familier vil også skulle stramme bæltet ind, men i Danmark vil rationering tværtimod primært ramme de rigeste ti procent i Danmark, der lige nu overforbruger CO2 med særligt store biler, mange flyrejser og højt kødforbrug.

Rationering vil samtidig frigøre overklassens midler til klimavenligt forbrug, fordi de ikke har mulighed for at bruge deres penge på klimaskadeligt forbrug.

Det vil være et kæmpe boost til alle de virksomheder, der er i gang med at udvikle nye bæredygtige produkter, der ikke skader vores klima. Det er måske endda to fluer med et smæk.