En køreplan for et sort Danmark

Regeringens såkaldt grønne køreplan er svær at læse uden enten at blive hysterisk, vanvittig eller dystopisk.

Debatinlæg i Politiken af Theresa Scavenius

Den danske klimapolitik er blevet ramt af skizofreni. Den ene dag laves der sorte aftaler. Den næste er der ikke grænser for, hvor bekymrede regeringen og støttepartierne er for klimakrisen, og hvor flot en tale statsministeren kan holde til Folketingets åbningsdebat.

Personlighedsforstyrrelsen er alvorlig.

Det er nok også derfor, at det nye sort i dansk politisk er at ' genbesøge' aftaler, man lige har indgået.

Først var det Enhedslisten, og så var det de radikale, som ville genforhandle klimaloven, som for blot to år siden var 'historisk' og den 'mest ambitiøse klimalov' i stort set hele verden. Det var i hvert fald det indtryk, som regeringen og støttepartierne gav alle borgere i 2019. Og nu har regeringen fremlagt en 'køreplan for et grønt Danmark', som vil 'genbesøge' og 'forholde sig til' eksisterende klimamål i klimaloven.

Og, kære damer og herrer, de vil i 2025 præsentere nye mål for 2035. Jeg gentager det lige: 2035! Det er sådan ca. 7-8 år efter, at vi har opbrugt vores CO2-budget, der vil indebære en global temperaturstigning på mindst 1,5 grader.

Det er da alligevel imponerende. I 2021, midt i en klimakrise, er vi i et af verdens mest oplyste demokratier ledet af en regering med støttepartier, som vil genforhandle en fuldstændig central lov, som de selv vedtog for to år siden. Det er niveauet for klimapolitik i Danmark.

I løbet af denne uge har vi så også fået en landbrugsaftale. Og den flugter rigtig fint med den skizofrene klimapolitik: Der er sat et flot mål ind i teksten, som skal »forpligte«, men selve aftaleteksten har intet med det ambitiøse forpligtende mål at gøre. Tværtimod freder den landbruget helt frem til 2030. Aftalen har derfor sådan set intet med klimapolitik at gøre. Det er ren magtdemonstration fra Landbrug & Fødevarer, NNF og Danish Crown. I aftalen står der stort på hvidt, at der inden 2030 hverken skal laves klimapolitik, biodiversitetspolitik, dyreetik eller vandpolitik i kødindustrien.

MEN VI, der kan læse dansk, videnskabelige rapporter og politiske udspil, er desværre slet ikke overraskede. Vi kunne allerede i 2019 se, at klimaloven var en si med alt for store huller i. Den var hverken historisk eller særlig ambitiøs. For at være helt konkret satte den klimaet på en syvendeplads efter andre politiske områder, som skulle prioriteres højere. Før klimaet kom blandt andet konkurrenceevne, beskæftigelse og eksport.

Det betyder i praksis, at den kortsigtede økonomiske vækst prioriteres. Og det medfører, at den grønne omstilling udebliver, fordi en omlægning af energigrundlaget for vores økonomi selvfølgelig i en overgangsperiode vil bremse væksten og eksporten af netop alle de fossile produkter, som vi jo skal have færre - eller slet ingen - af.

Den lov, som skulle være guldstandarden i dansk klimapolitik, har altså beskyttelsen af den fossile økonomi bygget ind i sig som en præmis. Derfor er den et klimapolitisk set ubrugeligt dokument.

At vi står her i dag snart to år efter klimaloven, burde ikke være en overraskelse for nogen. Vi står med en fossil vækstøkonomi, der - koste hvad det vil - skal fortsætte, udvides og beskyttes.

Derfor er ' køreplan for et grønt Danmark' i virkeligheden det modsatte: en køreplan for et sort Danmark.

NU SKAL JEG forklare hvorfor. Grundlæggende er forordet meget fint. Det opridser udfordringerne korrekt, og det erkendes, at klimakrisen primært skal løses med »politiske midler«, og ikke madtips og lignende, som indtil nu har været vores klimaministers største bedrift. Set fra et klimaperspektiv er det utroligt, at vi skal helt frem til 2021, før vi har en regering, der får den erkendelse. Men altså: Det er bedre sent end aldrig.

Det bliver først rigtigt slemt i selve rapporten. Jeg kan ikke lade være med igen og igen at blive overrasket over, hvor ringe kvaliteten af disse ministerielle rapporter er. Jeg har de seneste mange år læst utallige rapporter, udspil, analyser og artikler og har derfor opbygget en del erfaring med at læse og forstå dem. ' Køreplanen for et grønt Danmark' er proppet med flotte grafer.

Men det er fuldstændig umuligt at vide, hvor det faktuelle og faglige grundlag for de mange grafer egentlig kommer fra.

Jeg ser mange eksempler på, at formålet med køreplanen er at forvirre og skjule, hvad der reelt foregår, nemlig en yderligere opbremsning af den grønne omstilling. Den tidligere formand for Klimarådet Peter Birch Sørensen blev i 2018 politisk fyret, fordi han beskrev, hvordan vi i Danmark havde en alt for lav omstillingshastighed i forhold til tidligere. Birch Sørensens kritik var, at regeringen bevidst bremsede og sænkede hastigheden på den grønne omstilling.

Køreplanen kan derfor kun se et begrænset »reduktionspotentiale« i de fleste sektorer, fordi ambitionen stadig er at fastholde en lav hastighed for omstillingen.

Men igen det burde ikke komme som en overraskelse.
Det står sådan set på side 12 i rapporten: Regeringen vil i valgåret 2023 »forholde sig til« eksisterende klimamål, og i 2025 præsentere et ny reduktionsmål og »handlingsplan« for 2035.

Så, kære venner, ' køreplanen for et grønt Danmark' sikrer, at Danmark forbliver sort i hvert fald indtil 2035.

I denne politiske spin-virkelighed, hvor der ikke skal ske noget markant frem mod 2035, er det store lys i åbenbaringen noget, som ikke findes: CO2-fangst. Det er en idé om at trække CO2 ud af luften og gemme den i undergrunden.

Det ville være ret genialt, fordi vi så kan fortsætte med at brænde jordkloden af, så længe vi blot laver en kæmpe CO2-suger, der kan absorbere det, vi udleder. Det er essensen i begreberne »netto-nul« og »CO2-neutralitet«, som altså betyder det modsatte af CO2-frit, hvilket ellers normalt er det, man forbinder med klimapolitik.

Men teknologisk findes CO2-fangst ikke.

Og der er ingen, som mener, at det kommer til at findes i det omfang, der er behov for. Der findes to anlæg i verden i dag. Kun ét af dem er i gang. Det kan om året suge, hvad der svarer til 3 sekunder af verdens udledninger.

Men igen: Hvis ambitionen er at sænke omstillingshastigheden yderligere, er det jo en fin teknologi til formålet.

Imens kan vi se frem imod et nyt klimavalg, hvor vi har en regering, der er imponeret over sig selv, fordi vi kommer lidt fremad - selvom den reelt har sat Danmark i grønt bakgear.

DEN SÅKALDT grønne køreplan er svær at læse uden enten at blive hysterisk, vanvittig eller dystopisk.

For resultatet af den førte politik er, at vi i Danmark fortsat skal bo i hele verdens svinesti. Det mest ærlige, regeringen kunne gøre, var at sige til danskere: I skal bo midt i en gylletank, fordi vi synes, det er vigtigt, at eksporttallene ser flotte ud på et papir inde i Finansministeriet, og at vores venner i Landbrug & Fødevarer og Danish Crown er glade.

Efter endt læsning af køreplanen og landsbrugsaftalen må jeg nok indrømme, at jeg har spildt min tid. Min bedste vurdering er, at hensigten er at spille dummere, end politiet tillader, så det forbliver skjult, at det sande formål er at manipulere med alle, så ingen opdager, at det overhovedet ikke er en køreplan for et grønt Danmark, tværtimod.

Grundlæggende bliver jeg virkelig træt af at skulle gentage mig selv. Og det er til at blive vanvittig af at se på, at medier og politikere falder i svime over, at Mette Frederiksens taler om, at nu skal der ske noget. Og at man begejstret ser på Enhedslisten og de radikale som stjerner på den store klimapolitiske himmel, selv om begge partier skriver under på kulsorte aftaler, der låser os fast i den fossile økonomi mange år endnu.

Jeg er blevet klimapolitisk træt. Træt af hele tiden at skulle gentage den samme pessimistiske analyse. Træt af at få ret.

Træt af at være den, som hele tiden skal slukke folks forhåbninger. For der sker ikke noget nyt eller radikalt anderledes, blot fordi Mette Frederiksen igen lover flere penge fra FN's talerstol i New York.

Eller holder en flot tale. Målestokken er regeringens politik, og den er sort.
Det er så trættende at vide, at der ikke kommer til at ske noget. For det er ikke en overraskelse, at vi langt inde i den nuværende regeringsperiode ikke har fået det grønne paradigmeskifte, vi blev lovet i 2019. Det er så trættende at vide, at politikerne uden at blinke lyver folk op i hovedet.
Trættende at se på, at de får lov til det igen og igen uden konsekvenser.

Jeg er træt af, at der ikke snakkes noget mere om, hvem som reelt har den politiske magt i Danmark, og hvor svagt folketingspolitikerne står over for de store lobbyorganisationer. Fordi sandheden er nok, at vi burde ignorere det politiske teater og vende kameraerne mod landbrugslobbyen på Axelborg og spørge den, hvorfor vores børn skal drikke forurenet drikkevand og vokse op i en klimaforandret verden.