Debat: Klimaloven mudrer debatten. Vi har brug for et CO2-budget

Regeringen og støttepartierne ignorerer CO2-budgettet, fordi det afslører, at de ikke fører ansvarlig klimapolitik. Det skriver Theresa Scavenius i dette debatindlæg bragt i Klimamonitor

I Momentum arbejder vi for at ændre debatten om klimapolitik, og det vigtigste sted at starte, er CO2-budgettet.

De fleste, der arbejder med klimapolitik kender det, men få bruger det operationelt. Det er ærgerligt, fordi budget-tankegangen er den eneste rigtigt måde at arbejde med klimapolitik på.

Men måske ignorerer vores regering og støttepartier CO2-budgettet, fordi det afslører, at de ikke fører ansvarlig klimapolitik.

I øjeblikket forhandler regeringen og Folketinget om små reduktioner på landbrugsområdet. Niveauet for reduktionerne er nærmest taget ud af det blå. Det svarer til at have en økonomisk diskussion, hvor politikere siger forskellige tal, uden at starte med at definere, hvor meget vi skal spare.

CO2-budgettet er kort sagt den mængde drivhusgasser, vi som verden kan udlede, hvis vi vil begrænse den globale opvarmning til en bestemt temperatur. Det er et redskab på samme måde, som vi arbejder med budgettet i økonomien.

Det betyder, at hvis man ved, at der er en klimakrise, kan man ikke efterfølgende have en personlig eller politisk holdning til krisens størrelse eller omfang.

Den er veldefineret af eksperterne og klimaforskerne. Det politiske spørgsmål er, hvordan vi omstiller vores samfund og økonomi i det tempo, der er behov for.

Regeringens landbrugsudspil er uansvarligt, fordi regeringen lægger op til at lade landbruget slippe for reduktioner, men regeringen anviser ikke, hvilke andre områder, der så skal reducere endnu mere.

Det er en uansvarlig diskussion, og hvis det var økonomi, kunne alle gennemskue, hvor håbløst det er. Fordi det er sådan, et budget er. Hvis du ikke sparer et sted, skal du gøre det et andet sted, blot endnu hårdere.

I Momentum tager vi udgangspunkt i CO2-budgettet som defineret af IPCC og ikke af klimaloven. Derfor kommer vi frem til, at det eneste ansvarlige er at lukke den industrielle kødproduktion i Danmark.

Det vil købe os tid til at omstille alle de andre sektorer. I modsætning til for eksempel transport, sundhed eller uddannelse, er kødindustrien nemlig en lavthængende frugt, som vi godt kan undvære.

Regeringens klimapolitik ignorerer denne anerkendte beregningsmetode

Globalt set er kødindustrien nemlig på ingen måde nødvendig for menneskers overlevelse. Tværtimod kunne landbrugsarealer bruges meget mere ansvarligt og til at brødføde flere, hvis kødindustrien lukkede.

Det kan lyde drastisk at lukke en hel industri. Men det var det, vi gjorde med minkene. Og det er det eneste ansvarlige, hvis man kigger på, at vi snart har opbrugt vores budget for CO2-udledninger. Krisen er så fremskreden, at en lukning af kødindustrien kun vil købe os tre års ekstra CO2-budget (med den mængde drivhusgasser, vi udleder årligt nu).

Igen: Jeg ved godt, at det for de fleste er ufatteligt at forstå.

Jeg har selv svært ved at forholde mig til det faktum, at klimakrisen faktisk er løbet os af hænde, og vi derfor kun har tilbage at redde, hvad reddes kan.

Genopfriskning

Så til dem, som lige vil have tallene på plads en ekstra gang, så kommer de her:

Hver gang vi udleder drivhusgasser, bruger vi af vores CO2-budget, som bliver mindre og mindre. I FN’s Klimapanels seneste rapport SR15 fra 2018 beskrives det, at hvis vi gerne vil have minimum 66 procents sandsynlighed for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader, så har vi i alt 420-570 gigaton CO2 tilbage i CO2-budgettet. Forskellen mellem 420 og 570 skyldes forskellige opgørelsesmetoder, og faktisk har efterfølgende opdateringer sat budgettet endnu lavere.

Det var ved indgangen til 2018, og vi udleder globalt i øjeblikket cirka 40 gigaton CO2 om året og cirka 60 gigaton CO2-ækvivalenter (CO2e). Et tal, der fortsætter med at stige i stedet for at falde. Det betyder, at hvis vi ikke ændrer kurs, så vil CO2-budgettet, og dermed muligheden for at holde temperaturen under 1,5 grader, være opbrugt allerede mellem 2028 og 2032. Vi har altså under ti år.

Ifølge forskerne er det afgørende at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader, hvis vi vil begrænse alvorlige konsekvenser som vandstandsstigning, tørke, fødevaremangel, pandemier og stigende geopolitisk ustabilitet med væbnede konflikter.

I det store hele giver IPCC os et simpelt regnestykke: Alle verdens borgere havde i 2018 tilsammen 420-570 gigaton CO2 tilbage at udlede. Ligeligt fordelt betyder det, at hver verdensborger ved indgangen til 2018 havde et CO2-budget på i alt 54-73 ton pr. person. Følges princippet om lige fordeling, giver det et CO2-budget for Danmark på cirka 325-425 millioner ton CO2 i 2018 ifølge de seneste tal fra Klimarådet.

Det betyder i praksis, at vi står i klimagæld til over halsen

Danmark udleder cirka 40 mio. ton CO2 og ca. 50 millioner ton CO2e om året, og dermed var vores budget ved indgangen til 2021 allerede skrumpet ind til 205-305 mio. ton CO2. Disse tal inkluderer ikke vores betragtelige historiske ansvar for verdens aktuelle klimakrise.

Hvis vi inkluderer vores historiske ansvar også, har vi et negativt budget. Det betyder i praksis, at vi står i klimagæld til over halsen, og vi skal i gang med at afbetale på vores gæld.

Når vi tager dette udgangspunkt, er regeringens og støttepartiernes klimalov fuldstændig ubrugelig og latterlig. I dansk politik er der blevet etableret et mærkeligt politisk sprog om klimapolitikken: begrebet 70 procent har ikke noget at gøre med den faktuelle udfordring. I den politiske virkelighed, som klimaloven er udtryk for, tages der udgangspunkt i et tilfældigt årstal, og tallene inkluderer hverken vores forbrug fra udlandet, fly- og skibstrafik eller afbrænding af biomasse.

Tænk hvis vi målte spredning af smitte med COVID-19 på samme politiserede måde? Det er både useriøst og uansvarligt. Baserer vi klimapolitikken på et CO2-budget, som defineret af FN’s Klimapanel IPCC, så har vi i Danmark opbrugt vores ration af verdens tilbageværende CO2-budget allerede i 2025-2027.

Det er ubehagelig viden.

Og derfor også upopulær viden. Regeringens klimapolitik ignorerer denne anerkendte beregningsmetode og overskrider derfor klart Danmarks forpligtelser om CO2-reduktioner allerede inden vi når til 2030.

Det er de klimapolitiske fakta, vi bør forholde os til. Hvis vi lukker kødindustrien, køber det os som sagt kun tre år, så vores budget vil være brugt i 2030. At lukke kødindustrien er med andre ord kun en lille del af den klimapolitik, som er nødvendig.