Mikkel Bahl: Hvor skal CO2’en komme fra?

Hvis vi skal have en ordentlig demokratisk samtale om klimapolitikken, så kræver det at danske medier i stigende grad tager udgangspunkt i CO2-budgettet ligesom klimavidenskaben gør

Kommentar af Mikkel Bahl bragt i fagbladet Journalisten

Politikere elsker at give. Meget få af dem er interesseret i at tage privilegier fra borgerne, fordi der ikke rigtig er stemmer i det.

Når politikere foreslår at bruge penge på et bestemt politisk forslag, så er journalisters første spørgsmål derfor altid: Hvor skal pengene komme fra?

Hvis regeringen foreslår at bruge penge på pension til Arne eller infrastruktur, så sidder danske journalister klar på første række til pressemødet med spørgsmål til finansieringen. Vores økonomiske budget skal nemlig hænge sammen, og hvis borgerne ikke får at vide, hvor pengene skal komme fra, så er det jo svært at vurdere politiske forslag.

CO2-budgettet

Det samme gør sig gældende med klimapolitikken. Vi har begrænsede ressourcer, så når regeringen fremlægger politiske forslag, som bruger betragtelige mængder af disse sparsomme ressourcer, så skal danske journalister selvfølgelig spørge ind til, hvor CO2’en skal komme fra.

Hvis regeringen f.eks. mener, at arbejdspladser på Lolland er vigtige og gerne vil støtte Nordic Sugar med en dyr gasrørledning, så er det vigtigt for vores demokratiske samtale, at vi ved, hvad regeringen samtidig vælger at nedprioritere. Både økonomisk og CO2-mæssigt.

Vi kan så at sige ikke bare hive ekstra CO2 ud af den tynde luft til at bygge gasrørledninger, udvide lufthavnen, nye motorveje, Lynetteholmen eller at frede kødindustrien. Alle disse forslag er enormt CO2-belastende, men vi ved ikke, hvilke områder regeringen har tænkt sig at nedprioritere for at finde plads til dem i CO2-budgettet.

Drivhusgasser er hastigt blevet en ekstremt begrænset ressource, og de næste årtier kommer til at handle om, hvordan vi i verden og internt i lande skal fordele CO2-udledninger. Skal de rige fortsat have lov til at flyve, som de lyster, hvis det betyder, at vi ikke har CO2 nok til offentlig transport eller sygehusvæsen? Hvem skal reducere endnu mere, hvis landbruget får lov til at slippe?

Demokratisk samtale

Spørgsmål som disse er nødvendige, hvis vi skal have en ordentlig samfundsdebat om klimapolitikken. Og det er mediernes ansvar at løfte den debat ved at insistere på at se CO2-finansieringen bag ethvert politisk forslag. Ellers får vi en politisk debat, hvor politikere får lov til at give uden at blive holdt op på, hvor de tager fra.

Når Dan Jørgensen og regeringen påstår, at de arbejder for at leve op til Danmarks internationale ansvar for at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C, så er det en journalistisk opgave at spørge ind til et samlet CO2-budget.

Det kræver en kort forklaring af CO2-budgettet, som det benyttes i klimavidenskaben. Her er CO2-budgettet nemlig den mængde drivhusgasser, vi kan udlede, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at begrænse den globale opvarmning med en vis sandsynlighed.

Videnskab er selvfølgelig aldrig eksakt, men FN’s Klimapanel er det mest autoritative, vi har på området, og i seneste rapport fra 2018 fastslås det, at verden har et samlet CO2-budget på 420-570 gigaton, hvis vi ønsker en 66 pct sandsynlighed for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Heraf har Danmark så en andel, som regeringen og Klimarådet udregner på baggrund af befolkningsstørrelse uden at skele til velstand og historisk ansvar.

Ligesom et økonomisk budget uden indtægter, så kan verdens og Danmarks klimaudfordring altså opsummeres i et budget. Vi udleder store mængder CO2 hvert år og er i gang med at opbruge budgettet.

Med den nuværende hastighed har vi i Danmark opbrugt vores CO2-budget for 1,5°C allerede i 2027. Længe inden klimalovens fikspunkt i 2030. Og det ved Dan Jørgensen og hans ministerium udmærket, men de har selvfølgelig ingen interesse i at udstille, at deres egen politik er utilstrækkelig. Det er her danske medier kommer ind i billedet.

Udgangspunkt i CO2-budgettet

For at vi kan have en retvisende demokratisk samtale om klimapolitikken, er det nødvendigt, at danske medier bliver bedre til at tage udgangspunkt i videnskaben og ikke den politisk definerede virkelighed.

Det kræver ikke, at alle journalister bliver klimaeksperter, ligesom meget få journalister er økonomiske eksperter. Det kræver bare, at journalister tager udgangspunkt i budgetlogikken og afkræver magthaverne svar. Disse svar forelægges så eksperter, der kan vurdere, om det har hold i virkeligheden.

Politik handler om fordeling af ressourcer, og ligesom vi har vænnet os til at vurdere alle politiske forslag økonomisk, så skal vi i det 21. århundrede nu vænne os til også at vurdere deres CO2-aftryk ift. til vores samlede CO2-budget.