Debat: Klimarådet svigter sit ansvar ved at blåstemple klimaloven

Når Klimarådet blåstempler Folketingets klimalov og siger, at den er i overensstemmelse med Paris-aftalen, så har vi et problem. Vi har faktisk et meget stort problem.

Debatindlæg i Klimamonitor af Mikkel Bahl og Jan Vejnaa Hansen

I Momentum tager vi udgangspunkt i CO2-budgettet ligesom IPCC, og når man gør det, så er det tydeligt, at vi løber tør for CO2 længe inden det endda tidligste af klimalovens punktmål, 70 procents reduktion i 2030. Men det er svært at løfte debatten og få politikerne bag klimaloven til at indrømme, at deres politik ikke lever op til deres løfter, når de kan henvise til, at Klimarådet mener, at klimaloven lever op til Paris-aftalen.

Helt konkret skrev Klimarådet i deres analyse ’Rammer for dansk klimapolitik’ fra oktober 2019 (efter valget og inden vedtagelsen af klimaloven), at nettonul i 2050 og 70 procents reduktion i 2030 i forhold til 1990 tilsammen ’ser ud til at være i rimelig overensstemmelse med en retfærdig dansk andel af den nødvendige indsats for at holde temperaturstigningen under 1,5 grader, som Parisaftalen sigter efter.’

Denne vurdering tager udgangspunkt i et CO2-budget fra IPCC’s SR15 (2018) med 67 procents sandsynlighed for 1,5 grader, ud fra et princip om ligelig fordeling af det tilbageværende globale CO2-budget blandt alle verdens borgere. Målsætningen i Paris-aftalen er at holde den globale opvarmning godt under 2 grader, men helst begrænse den til 1,5 grader. Men efter IPCC i 2018 slog fast, hvor stor forskel der er på 1,5 og 2 graders opvarmning, tager Klimarådet og klimaloven udgangspunkt i 1,5 grader.

I seneste statusrapport fra februar 2021 vurderer Klimarådet, at ’de danske mål er ambitiøse set i et bredt, internationalt perspektiv, men de kan ikke siges at være overdrevent ambitiøse set i forhold til Paris-aftalens klimamålsætninger. De danske mål er kun akkurat inden for skiven, hvis Danmark skal kunne siges at levere sit befolkningsvægtede reduktionsbidrag for at holde den globale temperaturstigning til højst 1,5 grader.’

Med andre ord blåstempler Klimarådet klimaloven som værende i overensstemmelse med Paris-aftalen. Det er en voldsom fejlvurdering af Klimarådet, og det undrer os ærlig talt, hvordan Klimarådet, der er sat i verden for at ’fremme uvildig rådgivning om klimaindsatsen’, kan ramme så meget ved siden af.

Vi behøver ikke her gå ind i detaljerne af, hvorfor klimaloven ikke lever op til Paris-aftalen og 1,5 grader målet. Det har vi i Momentum og andre dækket tidligere, blandt andet her, her og her. Formålet med denne tekst er at rejse debatten om, hvordan Klimarådet dog kan tage så meget fejl på et så afgørende punkt i dansk klimapolitik, og hvad vi skal gøre ved det. Vi har selvfølgelig også rejst denne kritik overfor Klimarådet direkte, men eftersom vi ikke mener, at have fået tilstrækkelig svar, finder vi det nu nødvendigt at rejse den offentligt.

Misforstå os ikke. Klimarådet leverer afgørende input til den danske klimadebat. Deres eksperter står bag en lang række grundige analyser, som vi selv læser med stor interesse. Men vi har et meget stort problem, når vi ikke kan diskutere selve grundlaget for dansk klimapolitik, klimaloven, på et sagligt grundlag, fordi Klimarådet fejlagtigt har blåstemplet den som værende i overensstemmelse med vores internationale forpligtelser.

CO2-budgettet

Grundlaget for enhver seriøs diskussion om nationale klimamål og Paris-aftalen skal selvfølgelig tage udgangspunkt i CO2-budgettet. Det er Klimarådet fuldstændig klar over, og i analysen ’Rammer for dansk klimapolitik’, der lagde grundlaget for klimaloven, er CO2-budgettet grundigt beskrevet. I baggrundsnotatet gennemgås endda fordelingsprincipper for verdens tilbageværende CO2-budget.

Derfor undrede det os meget at læse Klimarådets seneste statusrapport, hvor regeringens klimapolitik bliver dumpet. Det er en korrekt læsning af regeringens politik, men på et forkert grundlag, hvilket ikke tegner godt for de kommende vurderinger fra Klimarådet.

Det bemærkelsesværdige er, at ordet ’budget’ ikke optræder én eneste gang på rapportens 118 sider. På trods af, at CO2-budgettet altså udgjorde fundamentet i Klimarådets tidligere arbejde med klimaloven. Hvorfor er CO2-budgettet pludselig ikke længere relevant i en faglig vurdering af regeringens klimapolitik?

Den politiske virkelighed

Vores bekymring er, at Klimarådet i stigende grad er blevet en del af den politiske virkelighed, hvor CO2-budgettet er forsvundet fra den offentlige debat. I Momentum forsøger vi at rette op på denne fejl, og vi har derfor ophøjet CO2-budgettet som én af vores tre grundprincipper. Fordi det ganske enkelt er utænkeligt at lave klimapolitik, der ikke tager udgangspunkt i CO2-budgettet, som defineret af IPCC.

Partierne bag klimaloven har valgt at ignorere CO2-budgettet og har i stedet fastsat arbitrære punktmål ude i fremtiden (2030 og 2050). Tilpas langt nok væk til at skabe ro om regeringens klimanøl og farlige fokus på teknologiske løsninger.

Det er politik, og det er åbenbart, hvad vi kan forvente fra vores politikere. Men det undrer os, hvorfor Klimarådet ikke siger fra og holder fast i at tage udgangspunkt i CO2-budgettet, som netop tydeligt illustrerer, at hvis ikke vi reducerer udledninger øjeblikkeligt, så udløber vores budget længe inden, vi når 2030.

Klimaloven skaber forvirring

Klimalovens 70 procents reduktion i 2030 i forhold til 1990 og klimaneutralitet i 2050 er manipulation af videnskaben og skaber forvirring. Og så længe Klimarådet ikke retter sin fejl og tydeligt forklarer med udgangspunkt i CO2-budgettet, hvorfor klimaloven ikke lever op til Paris-aftalen og 1,5 grader målsætningen, så er klimaloven et særdeles farligt monster, der i høj grad bruges som et instrument af politikere og klimaskadelige virksomheder samt deres erhvervs- og interesseorganisationer til at forhale klimaindsatsen og fortsætte business as usual.

Hvis Klimarådet som institution skal give mening, så skal det selvfølgelig tage udgangspunkt i videnskabelige beregninger og ignorere politikernes forsøg på at manipulere og skabe forvirring. Det er Klimarådet dog også som udgangspunkt god til, men det kan undre, hvordan blåstemplingen af klimaloven så er sluppet igennem.

I den seneste IPCC-rapport er det globale CO2-budget revideret. Det er en glimrende anledning for Klimarådet til at rette fejltagelsen og en gang for alle understrege, at klimaloven IKKE lever op til Paris-aftalen og målsætningen om 1,5 grader.

Som samfund står vi overfor en række meget svære valg i de kommende år. Desværre skubber klimalovens fokus på 2030 og 2050 ansvaret længere ud i fremtiden, selvom vi burde overveje vores udledninger lige nu her i dag. Det er det, CO2-budgettet kan, og det er derfor, det er afgørende, at Klimarådet ikke ignorerer det ligesom vores politikere, der ikke tør sige sandheden om Danmarks ansvar for klimakrisen til befolkningen.

Klimarådet fortæller i et svar til Momentum, at der er problemer ved at bruge CO2-budgetter som overordnet rettesnor, og at hurtig handling er vigtigere. Du kan læse hele Klimarådets svar her.